Guardiola: Troede ikke, jeg skulle være så længe i City
Manchester Citys karismatiske træner, Pep Guardiola, kan i weekenden fejre 200-kamps jubilæum som City-træner. Men den succesfulde træner havde ikke regnet med at skulle stå i spidsen for City i så lang tid.
Pep Guardiola har stået i spidsen for Manchester City de seneste fem år, og spanieren kan i weekendens kamp mod Crystal Palace fejre sin kamp nummer 200 som træner for den blå del af Manchester.
Men det, at Guardiola stadig er træner i City, kommer bag på ham.
– Da jeg startede i klubben, havde jeg aldrig regnet med, at jeg skulle være her i seks sæsoner. Jeg tænkte, at jeg skulle være her i tre sæsoner og gøre det så godt som muligt, fortæller Guardiola til The Independent.
Guardiola lader til at nyde tilværelsen i Manchester, men tror ikke, at han når 400 kampe som træner i Manchester City.
– Jeg kunne ikke være et bedre sted lige nu. Jeg er omringet af fantastiske spillere og personale, der støtter mig. Derfor har jeg forlænget min kontrakt i to omgange med klubben.
– Men jeg regner ikke med at nå 400 kampe som træner for klubben, siger Guardiola grinende.
Læs også: SønderjyskE’s træner: Jeg er en anderledes karakter!
Guardiola har vundet masser af sølvtøj i sin tid i City. Heriblandt tre engelske mesterskaber og fem ligacup-trofæer.