Rygaard om manglende løn: Super irriterende
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mikkel Rygaard har fået masser af spilletid i polske LKS Lodz, men lønnen for arbejdet lader vente på sig til danskerens store irritation.
Mikkel Rygaard skiftede i vinterens transfervindue FC Nordsjælland ud med den polske klub LKS Lodz.
Læs også: Real Madrid er uden Benzema lørdag
Danskeren har spillet 11 ud af 13 kampe for klubben, der spiller i den næstbedste polske række. Men Rygaard har måttet væbne sig med god tålmodighed, når det kommer til at modtage løn for sit arbejde, som danskeren kun har modtaget delvist.
– Jeg mangler stadig to måneders løn, lidt bonusser og en sign on-fee, så det er da lidt penge, jeg mangler, så det er da superirriterende. Det er forstyrrende, når man egentlig helst vil koncentrere sig om fodbolden, fortæller den 30-årige dansker til Discovery.
– Jeg vil bare gerne have, at det hele skulle være fair. Det er en ærgerlig situation, sagde Rygaard.
Det er ikke kun Rygaard, der har penge til gode fra LKS Lodz. Også FC Nordsjælland har et økonomisk udestående med den polske klub efter salget af Rygaard i vinter.
Læs også: Polsk klub har ikke betalt for Rygaard – Kan ende hos UEFA