Brøndby-talent ønsker sig flere minutter: Håber coach ser mine gode aktioner
Oskar Fallenius har i efteråret fået 27 minutters spilletid i Superligaen. Han fortæller til campo.dk, at han håber Niels Frederiksen bemærker ham.
I Brøndbys pokalopgør mod Aalborg Freja kom den 19-årige Oskar Fallenius på tavlen. Den unge svensker kom til Brøndby i vinterens transfervindue, men har ikke fået meget spilletid. Derfor satser han også på, at Niels Frederiksen lagde mærke til hans gode præstation i torsdagens kamp.
– Jeg tager hver kamp, som den kommer. Der er stor konkurrence på holdet, med mange spillere som gør det godt. Jeg håber bare, at coach ser de mange gode ting i mine aktioner i dag, og at jeg kan komme til at spille noget mere Superliga snart, siger Oskar Fallenius til campo.dk.
Brøndby-talentet spillede for første gang alle 90 minutter i den gule trøje og scorede sit andet mål for klubben i 3-0 sejren. Hvis det stod til ham, kunne det godt være blevet til mere.
– Jeg synes, at jeg har en fin kamp, specielt anden halvleg hvor jeg skaber mange chancer. Jeg ser samtidig også plads til forbedringer, blandt andet at jeg skal være mere klinisk i mine afslutninger.
– Jeg synes, vi kunne have lavet flere mål. Det hold vi spiller mod, de forsvarer sig bedre end ventet, og så tager vi kampen derfra. Men selvfølgelig måtte det gerne have været mere end tre mål til os, slutter den unge svensker.
Brøndby møder søndag Viborg i Superligaen til en direkte kamp om sjettepladsen. Hvis Brøndby får point med fra Viborg, holder de sig i top seks, mens hjemmeholdet Viborg kan spille sig ind i det gode selskab med en sejr.
Læs også: VILD lodtrækning: Brøndby mod FC Midtjylland i kvartfinalen af pokalturneringen