Frederiksen ros til modstander: Lidt større udfordringer end forventet
Brøndby spillede sig videre i pokalturneringen med 3-0 imod Aalborg Freja, der til dagligt spiller Serie 1. Niels Frederiksen var tilfreds med den måde hans hold spillede sig videre på.
I et opgør mellem de forsvarende mestre og et Aalborg Freja-hold fra Serie 1 havde man nok forventet en storsejr til de blågule fra vestegnen. En solid defensiv og en stærk målmandspræstation ændrede bare på ligningen, og Brøndby måtte ’nøjes’ med 3-0. Alt gik dog efter planen, hvis man spørger Niels Frederiksen.
– Kampen forløb, som vi havde forventet. Jeg vil rose vores modstander, der kæmper bravt og forsvarer sig rigtig fint. Vi havde lidt større udfordringer end forventet med at spille os igennem. Vi kunne altid godt tænke os at score nogen flere mål, men det vigtigste er at komme videre. Det gjorde vi, uden vi skulle ud i sådan noget spændende noget, så det er tilfredsstillende, siger Niels Frederiksen til campo.dk.
Allerede søndag venter så næste udfordring for Brøndby-mandskabet, der skal på udebanetur til Viborg. Her håber cheftræneren, at den gode stime kan fortsætte.
– Vi forbereder os til Viborg-kampen i morgen. Det starter med træningen i morgen, og så har vi et par dage til at forberede os. Det glæder vi os til. Det er en ny kamp hvor vi skal forsøge at få tre point. Vi har vundet de to sidste og vil gerne have tredje sejr i streg, slutter Brøndby-træneren.
Brøndby skal for at holde Viborg bag sig i tabellen have minimum en uafgjort med hjem.