Lukaku-agent afslører: Han kunne være endt i Manchester City
I et interview med The Telegraph åbner Romelu Lukakus agent op for forløbet omkring belgierens transfer. Ifølge Federico Pastorello var Manchester City potentielle bejlere til angriberen.
Romelu Lukakus agent Federico Pastorello åbner op for historien omkring belgierens skifte til Chelsea. Han afslører i interviewet også, at Manchester City allerede meldte sig på banen i 2020.
– Jeg kan fortælle, at Manchester City allerede ønskede sig Lukaku sidste sommer. På grund af epidemien var det bare besværligt at flyve rundt og mødes. Det startede virkeligt konkret og meget seriøst fra City, men efter noget tid forsvandt interessen, eller de var ikke klar til at lave handlen, siger Pastorello til The Telegraph.
Agenten vidste også på forhånd, at Lukaku havde et stort ønske om en retur til Stamford Bridge, hvilket var en medvirkende årsag til at City-skiftet ikke blev til noget. I sommeren 2021 kom så Chelsea-buddet, og det krævede lidt overtalelse.
– Jeg fortalte Romelu, det er nu eller aldrig. Jeg måtte fortælle ham, at pludselig så er løbet kørt, og så kan du ikke vende tilbage. Vi havde muligheden for at være det rette sted på rette tidspunkt, og jeg fortalte ham: ”Hvis du virkelig vil tilbage, så skal du gøre det nu”, fortæller agenten.
Den belgiske angriber sidder lige nu ude med en ankelskade. Han kan se sine holdkammerater spille Premier League i weekenden. Lørdag kl. 16.00 møder Chelsea Newcastle på udebane. Kampen kan følges på Viaplay.
Læs også: Tuchel efter skader til Lukaku og Werner: Havertz kan tage over