Cifuentes før pokaldyst mod FCM: Stoler på mine spillere
Martí Cifuentes vil ikke skifte en masse spillere til pokalkampen mod FC Midtjylland torsdag aften, selvom de senest led et stort 5-2 nederlag til Viborg.
Torsdag aften venter der AaB en svær pokalkamp på udebane, når man skal en tur til MCH Arena for at møde FC Midtjylland i Sydbank Pokalens ottendedelsfinaler. Her skal aalborgenserne forsøge at sikre sig en plads i kvartfinalen, men så skal der en noget bedre præstation til end senest, hvor man på hjemmebane blev pulveriseret af oprykkerholdet Viborg FF med et 2-5 nederlag i Superligaen.
Trods ydmygelsen får det dog ikke AaB’s spanske cheftræner Martí Cifuentes til at lave en masse ændringer til pokaldysten mod FC Midtjylland. Det fortæller han til Nordjyske.
– Nej, for jeg stoler på mine spillere. Det er nemt at begynde at tvivle efter sådan en kamp, men bortset fra i sidste uge har jeg jo set dem til træning hver dag. Jeg ved, hvor hårdt de arbejder, og derfor er jeg også sikker på, at vi kommer til at levere på et højt niveau i morgen. Måske taber vi, måske vinder vi, men jeg er sikker på, at vi går ud og viser, at mandag var en undtagelse, siger Martí Cifuentes til det nordjyske medie.
Læs også: FCM-træner: Pokalturneringen er en kæmpe prioritet for os
Kampen mellem FC Midtjylland og AaB starter torsdag aften klokken 19:45 og kan følges på TV3+ og Viaplay.