Indskifter scorede i samme minut han kom ind og sikrede Arsenal sejr i Carabao Cup
Arsenal FC tog tirsdag hjemme imod Leeds United i den engelske Carabao Cup. Her skulle en indskifter få hovedrollen.
Tirsdag aften stod i cup-fodboldens tegn i England, da Arsenal FC hjemme på Emirates Stadium tog imod Leeds United i Carabao Cup’en. Det var et opgør, der endte med at blive afgjort af en indskifter.
Første halvleg var der ikke meget, som skilte de to hold fra hinanden. Nærmest identisk boldbesidelse samt skudforsøg, men ingen af de to Premier League-klubber formåede at skabe de helt store chancer.
Derfor gik Arsenal og Leeds til pause ved stillingen 0-0. Anden halvleg skulle dog blive en mere begivenhedsrig affære.
Det startede dog med, at Arsenal dyrtindkøbte forsvarsspiller Ben White måtte lade sig udskifte i det 55. minut på grund af en skade. Ind i stedet kom Calum Chambers, og det skulle vise sig at blive en gevinst.
I samme minut som indskifteren var kommet på banen, flækkede franske Nicolas Pepe bolden videre på et hjørnespark, hvor Chambers kom først på og scorede til 1-0.
Et lille kvarter tids senere kunne jublen igen bryde ud på Emirates Stadium, da Edward Nketiah på en dårlig tilbagelægning af Leeds-forsvaret kom alene med målmanden, hvor han var iskold. Med en god førsteberøring træk han bolden uden om målmanden og scorede i et tomt mål til 2-0.
Flere mål kom der ikke i opgøret mellem de to Premier League-klubber på Emirates Stadium, hvilket betyder at 1/8-finalen blev endestationen for Marcelo Bielsas Leeds-mandskab, mens Mikel Arteta og resten af Arsenal kan se frem til at spille kvartfinalen i Carabao Cup’en.