International Fodbold

Amnesty med opfordring til Beckham: Lær om Qatars menneskerettigheder

David Beckham er blevet ambassadør for det forestående VM i Qatar om et år, men den tidligere superstjerne burde sætte sig ind i landets bekymrende forhold til menneskerettighederne, lyder opfordringen nu fra Amnesty International.

Den tidligere engelske landsholdanfører, David Beckham, blev i sidste uge præsenteret som ansigtet på næste års VM i Qatar.

Beckham tjener eftersigende 150 millioner pund for sit nye ’job’, men det kommer bestemt ikke uden kontroverser.

– Det er ikke overraskende, at David Beckham ønsker at være involveret i så stort et fodbold-arrangement, men vi vil opfordre ham til at lære om den dybt bekymrende situation omkring menneskerettigheder i Qatar og gøre sig klare til at tale om det, lyder det fra Amnesty Internationals britiske direktør Sacha Deshmukh ifølge BBC.

– Qatars forhold til menneskerettighederne er bekymrende, fra landets langvarige mishandling af migrantarbejder til dets begrænsninger på ytringsfriheden og kriminaliseringen af forhold mellem personer af samme køn, lyder det videre fra Deshmukh.

Ifølge en talsmand for David Beckham har den 46-årige englænder gjort sig klart, hvilket land det er, han nu kommer til at repræsentere.

– David har besøgt Qatar regelmæssigt i over et årti og spillede for [Qatar-ejede] PSG – så han har set landets passion for fodbold og den langsigtede forpligtelse, der er blevet gjort for at blive vært for VM og give regionen en langvarig arv, siger en talsmand for Beckham til BBC.

– David ville selvfølgelig sikre, at han blev informeret om fakta og bekymringer han måtte have for sine homoseksuelle venner og fodboldfans.

– Nogle af lovene og trosretningerne i regionen svarer ikke til hans egne, men folkene fra Qatar har altid sagt, at alle kan være trygge og velkomne ved VM i 2022, og han mener, at forpligtelsen er ægte, da han har set bevis for et proaktivt samarbejde med det internationale LGBTQ-fællesskab, lyder det fra Beckhams talsperson.

Åbningskampen til VM i Qatar skal spilles den 21. november, hvor værtslandet selv skal i aktion mod en endnu ukendt modstander.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P