Bare fødder er Morten Bruuns varemærke
Fodboldkommentatoren fra Højbjerg leverer fyldestgørende og interessant bog om danske stadions, deres 43 klubber og fodboldens store fællesskab.
Af Hans Petersen
Hans Petersen er journalist og fodboldtræner og har medvirket til bogen Kampdag med oplysninger om stadion i Aarhus og AGF.
Morten Bruun møder op i bare fødder, noget utraditionelt. Hans nye, store bog om danske stadions og deres klubber skal introduceres. Så vi har sat hinanden stævne foran, ja, naturligvis Aarhus Stadion. Og bare fødder er i mange måneder af året hans foretrukne mundering. Så derfor.
Sjældent får den århusianske journalist og fodboldkommentator stress, men med bogen var det tæt på.
– Det var et kæmpe arbejde. Jeg stod op klokken seks hver morgen i mange måneder, og så skrev jeg og skrev, forklarer han.
Man forstår det, når man ser på sidetallet bagest i bogen: 484.
43 klubber
“Kampdag” hedder bogen, og det er om den, vi mødes foran et af de 43 stadions og klubber, han fortæller om. Vejret er lunt denne formiddag, så den manglende fodbeklædning passer godt nok.
– Jeg kan specielt godt lide det billede, hvor jeg sidder med bare fødder med fodboldstatuen i baggrunden. Det er sådan et menneske, jeg gerne vil være, skriver han tilbage, da jeg har mailet billederne til artiklen til ham.
Foran stadion
Positionen har han taget på en bænk foran stadion. Den kendte statue af et par fodboldspillere er i baggrunden. Ved siden af ligger arkitekt Axel Høeg-Hansens ikoniske Aarhus Stadion med den røde hovedbygning, i disse år kaldet Ceres Park, indtil en anden sponsor omdøber det.
Vi behøver ikke slå skulpturens navn og historie op, for det fortæller Morten Bruun selvfølgelig i bogen. Lige så afslappet og underspillet detaljeret med oplysninger, han er som tv-kommentator, lige så præcis og mangfoldig er han i bogen. Alle betydende ting har han med om de mange stadions, og han har besøgt dem alle.
Læs bare her:
“Til venstre, over mod skoven, står statuen “Fodboldspillere”. Den er udført af den franskdanske billedhugger Jean Gauguin i 1938. Den forestiller to fodboldspillere, opstillet i en akavet positur, der minder mere om ballet end om tunge tacklinger. Jeg har aldrig brudt mig om den. Jeg havde også foretrukket, at statuen forestillede navngivne spillere. Haldur Lasthein og Søren Jensen for eksempel. AGF’s første landsholdsspillere.”
Det er akkurat som at høre ham som fodboldkommentator i tv. Rolig, afbalanceret, nøgtern, men vidende og korrekt. Ikke ligesom dem, der ikke har samme intellektuelle ballast og viden, og som råber og skriger lige så snart bolden nærmer sig et af målene. Som om det gør oplevelsen større. Tværtimod. De må lære at holde kæft, indtil de har noget at sige, vi ikke selv kan se. Sådan som Morten Bruun gør det.
Særligt kendskab
Han har et særligt kendskab til flere stadions og klubber: Silkeborg IF og Kolding IF, hvor han spillede, Sønderjyske i Haderslev, hvor han var træner, og AGF, fordi han bor i Aarhus, nærmere betegnet Højbjerg.
Hans fremragende pendant og forgænger til denne bog, Matchday, om engelske stadions og deres klubber, er solgt i 6.500 eksemplarer, og den her vil komme langt videre og blive en bestseller, fordi så mange klubber og personer har interesse i den.
Vi skal lige gøre den med de bare fødder færdig.
– Sådan går jeg en stor del af året, og når det er varmest, kan jeg snildt gå fem kilometer på bare fødder, uden at det rører mig. Fødderne er hærdet til det. Grus er ikke så spændende, men det går jeg også på, hvis det er nødvendigt, siger han.
Kun Preben Elkjær forbød ham at gå i bare fødder, da fodboldlegenden var hans træner i Silkeborg.
Bringer sig selv ind
Ud over at skrive detaljeret og spændende om stadions og klubber, bringer Morten Bruun sig selv ind i fortællingerne. Oftest holder skribenter ellers deres egen person ude.
Hvorfor er det sådan? Det må du have overvejet sammen med forlaget?
– Ja, det drøftede vi, inden jeg begyndte på bogen. Vi var ikke enige hele vejen, men blev det til sidst. Jeg er selv med i fortællingerne, fordi jeg har været alle stederne, og fordi jeg er en kendt fodboldperson. Hvis folk ikke vidste det sidste, så fandt de ud af det i 2021, hvor jeg var meget med i tv, blandt andet under det danske holds kampe ved EM. Jeg synes, min tilstedeværelse i bogen giver troværdighed, og så kan jeg bruge det til at fortælle historier fra omklædningsrummet, som jeg for eksempel har gjort i kapitlet om AGF. Det var anderledes i Matchday fra England, hvor jeg slet ikke var så tæt på som her. I Danmark er jeg blevet lukket inden for dørene alle steder. Ikke én har sagt nej til at medvirke, ja, jeg kan sige, at ikke én har overvejet, om de gad. Det må være fordi alle medvirkende har en kærlighed til dansk fodbold og dens klubber. Det er en del af vores historie, og samlet er vi ét stort fællesskab. Derfor kan bogen også ses som en kærlighedserklæring til dansk fodbold, siger Morten Bruun.
– Superligaen, det er vores liga. Derfor gider vi se AGF og de andre klubber, selv om vi ved, at det er federe at se Bayern München, siger Morten Bruun og føjer til, at der er stor forskel på Matchday og Kampdag, fordi den danske bog er garneret med små portrætter af mennesker, der har betydet noget i dansk fodbold, føjer han til.
Som eksempel på det forklarer han, at han har taget folk ind fra en epoke. Det er personer, som selv har været med eller været meget tæt på.
Morten Bruun foran det stadion, han fortæller om i bogen. Sammen med en masse andre. Foto: Hans Petersen
Manden med vimplerne
– Jeg vil have folk til at forstå AGF, for eksempel. Uanset resultaterne i de seneste 25 år, må man forstå, at AGF er en storklub, og læserne vil have fortællingen. Det samme er Esbjerg, der lige nu har sin værste deroute nogensinde. Jeg talte med Jens Jørgen Hansen, anfører for EfB. Han er 82 år, men har oplevet tiden, da klubben var størst. Den fortælling har klubben særligt brug for nu.
– Vil du se mine vimpler fra landskampene, spurgte han under mit besøg, og så gik vi ind i et værelse, hvor de hang side om side på væggen. Han havde dem, fordi DBU ikke ville have dem dengang. Anføreren fik dem, siger Morten Bruun, der har talt med virkeligt mange. Vigtigst er det, at deres udsagn giver fortællingen liv.
Valget: AGF eller Silkeborg
Han vender tilbage til AGF.
– Man spiller ikke mod AGF, uden at det gør indtryk. Hvis du har kørt op ad Stadion Allé for at skulle på stadion, så har du det storslåede indtryk i dig, føjer han til.
Du skriver i bogen, at du forhandlede med AGF, men valgte Silkeborg, fordi de kom med et langt bedre tilbud. Hvor stor var forskellen?
– Det var ikke dobbelt så godt, men betydeligt bedre. Nu skal man tænke på, at det var i 1991. AGF havde lige været igennem “sorte september”, været tæt på en konkurs, men blev reddet i sidste øjeblik, og alle var gået ned i løn. Vi forhandlede hjemme hos direktør Preben Andersen – han, Jens Harmsen og jeg. Jeg husker det ikke helt tydeligt, men de tilbød mig i nærheden af 25.000 kroner som grundløn om måneden, og efter krisen var der ikke mere at komme efter. De kunne ikke rykke sig overhovedet. Silkeborg tilbød mindst 25 procent mere, og jeg har været så glad for at være i den klub, siger Morten Bruun.
Men du gik jo glip af sejren i pokalfinalen i 1992 (AGF vandt 3-0 over B1903 i Aarhus)?
– Ja, men så var jeg ikke blevet dansk mester i 1994, svarer Bruun rapt og føjer til:
– Der er noget magnetisme over AGF. Som Peter Sørensen engang sagde, da han var træner i Aarhus: “AGF har ikke et storhold, men det er en storklub”. Jeg er meget fascineret af AGF, men det bliver aldrig min klub. Jeg er dog begyndt at klappe, når jeg er på stadion, og AGF laver noget godt, og jeg rejser mig også op, når holdet løber ind.
Nevøen påvirkede ham
Morten Bruun hentyder her til en episode, han fortæller om i bogen:
“Jeg holder ikke med AGF på den fanagtige måde. Jeg synger hverken med på Bamses indløbsmelodi “De Hvide fra Fredensvang” eller på Thomas Helmigs “Malaga”, når jeg er på stadion. Men jeg har rykket mig. Min nevø Jacob på 12 år gav mig det seneste skub for nogen år siden, da vi var på stadion for at se AGF mod Esbjerg i en kamp for at undgå nedrykning. Den første af to kampe var endt 0-0, så AGF var på vej mod redningen med en føring på 2-1 i returkampen. En udligning ville dog stadig være fatal, så jublen var stor, da Morten “Duncan” Rasmussen scorede til 3-1 i sidste minut.
Folk fløj op fra deres sæder, Jacob jublede helt vildt, og da han så mig stå der med hænderne ned langs siden, kiggede han bebrejdende op på mig og sagde:
“Klap nu, Morten!”.
Det gjorde jeg så.”
Aldrig rart at tabe
– AGF er jo en vigtig del af Aarhus, og jeg elsker at bo i den by. Jeg har besluttet, at jeg er århusianer, så derfor interesserer jeg mig for klubben. Alt andet ville være latterligt. AGF er en kæmpe faktor i Aarhus og at forkaste den, vil svare til, at jeg ikke gik i Musikhuset. Silkeborg IF, for eksempel, har jo bare en almindelig historie, siger Morten Bruun.
Han fortæller i bogen også, at forfatteren til denne artikel medvirker i bogen som et af vidnerne om AGF’s tid, og Bruun er stor nok til at nævne, at “Hans Petersen var i en kort periode træner for Superligaholdet i AGF. Vi sad således på hver sin trænerbænk i sidste spillerunde af sæsonen 2001/02, da AGF med en sejr på 4-0 over Silkeborg undgik nedrykning. Vi havde reddet os i runden forinden, så vi kunne leve med afklapsningen. Men det er aldrig rart at tabe.
Der var 15.747 tilskuere på stadion den dag, og jeg husker jublen fra tribunerne, da vi luskede ned i omklædningsrummet. Dybest set skal en klub som AGF ikke fejre, at den ikke rykker ned, men med tiden blev det småt for den gamle storklub, der har forladt den bedste række fem gange siden den gyldne periode. Det har været lige skamfuldt hver gang. AGF og Aarhus har i perioder været til grin. Klubben er blevet kaldt et galehus og har måttet døje med hån og spot.”
Aarhus Fremad
Også Aarhus Fremad er med i bogen, fordi klubben har haft Aarhus Stadion som kampbane, da den spillede i den bedste række.
Kernen i beretningen om Fremad er Jan Hammerholts død. Manden, der sammen med træner Kim Poulsen havde ført klubben fra serierne til Superligaen.
Det hele voksede Jan Hammerholt over hovedet, og 15. marts 1998, dagen for Fremads første kamp i Superligaen mod AaB, tog han sit eget liv.
“Selvfølgelig var det ikke tilfældigt, at Jan tog sit eget liv den dag, forårsturneringen startede. Det var blevet for meget for ham. Det var stress. Med stress på,” fortæller hans enke, Lone Hammerholt, i bogen.
Kampen i Aalborg blev gennemført alligevel.
“Det var meningsløst. Tænk at den ikke blev udsat. Det var forkasteligt. Hvis den slags var sket for en af de store klubber, var kampen aldrig blevet spillet,” siger træner Kim Poulsen i Kampdag.
Der blev holdt et minuts stilhed for Jan Hammerholt i kampen mod AaB. Her ses Aarhus Fremad bænken. Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger
Manchester United i Aarhus
Morten Bruun fortæller også om Fremads opvisningskamp i 2002 på Århus Stadion mod Manchester United og 0-5-nederlaget og om, hvordan Aarhus Fremad efter nogle år i dansk fodbolds fornemste selskab langsomt sank tilbage til lavere rækker.
Efter ti år som amatørklub genindførte Aarhus Fremad kontrakter i sommeren 2020. Det handlede mere om signalværdi end om økonomi.
Den nuværende direktør Lars Kruse siger i bogen:
“Du må gerne få at vide, hvad spillerne tjener, for det er helt officielt. De får 4.000 kroner om måneden alle sammen, og det kan man jo ikke leve af. Til gengæld er det vel det fedeste studiejob, man kan have. For os er det en investering i kontinuitet.”
Om situationen i Fremad i dag siger Lars Kruse:
“Vi skal ikke have et moderne stadion med fine VIP-faciliteter. Hvis jeg foreslog det, blev jeg lynchet. Omvendt vil vi gerne have, at folk kan sidde bare nogenlunde ordentligt.”
FAKTA om klubberne og forfatteren
Morten Bruuns bog “Kampdag” er udkommet på Politikens Forlag.
Den indeholder beskrivelser af danske stadions og 43 klubber. Det er:
AB, AC Horsens, AGF, B1909, B1913, B93, Boldklubben Frem, Bornholm, Brøndby IF, Brønshøj Boldklub, Esbjerg fB, FC Fredericia, FC Helsingør, FC København, FC Midtjylland, FC Nakskov, FC Nordsjælland, Frederikshavn fI, Fremad Amager, HB-Køge, Hobro IK, Holbæk B&I, Hvidovre IF, Kastrup Boldklub, Kolding IF, Lyngby Boldklub, Nykøbing FC, Næstved Boldklub, OB, Randers FC, SfB-Oure FA, Silkeborg IF, Slagelse B&I, Sønderjyske, Thisted FC, Vanløse IF, Vejle Boldklub, Vendsyssel FF, Viborg FF, VSK Aarhus, AaB, Aarhus Fremad
