Newcastle uden Steve Bruce fortsætter dårlig sæsonstart
Newcastle United skulle en tur til Crystal Palace, hvor de spillede deres første kamp uden den nu fyrede manager, Steve Bruce. Det blev endnu engang et opgør uden sejr for klubben.
Lørdag skulle Newcastle United en tur til Selhurst Park for at møde Crystal Palace, der havde danske Joachim Andersen med fra start. Det var den nordengelske klubs første kamp uden den fornyligt fyrede manager, Steve Bruce.
Lige lidt hjalp det dog på resultatet, da Newcastle endnu engang måtte gå fra banen uden en sejr.
Crystal Palace var igennem opgøret det mest dominerende hold på bolden og efter 56 minutters spil fik de omvekslet boldbesiddelsen til en 1-0 føring, da belgiske Christian Benteke scorede for London-holdet.
Men blot ti minutter senere lykkedes det dog for Newcastle at skabe balance i regnskabet, da Calum Wilson scorede for den engelske bundhold i Premier League.
Efter 87 minutter lignede det dog, at Benteke skulle blive matchvinder og dobbeltmålscorer, da han bragte hjemmeholdet i front med 2-1. Men desværre for belgieren og Crystal Palace blev målet underkendt af VAR.
Flere scoringer blev det ikke til i opgøret, hvilket betyder at Newcastle fortsat ikke har vundet en kamp i denne sæsons Premier League.
I to af de andre opgør lørdag eftermiddag skulle Leeds hjemme på Elland Road møde Wolverhampton, mens Southampton hjemme på St. Mary’s Stadium tog imod Burnley.
Opgøret mellem Leeds og Wolves endte i et remis. Sydkoreanske Hwang Hee-Chan scorede efter blot ti minutter for Wolves, hvilket længe lignede det, der skulle være kampens eneste mål.
Men i kampens 93. minut fik Leeds tildelt et straffespark, som spanske Rodrigo sikkert sparkede ind til kampens slutresultat 1-1.
I det andet opgør mødtes Southampton og Burnley, hvilket blev et målrigt opgør, der endte 2-2. Her scorede Valentino Livramento og Armando Broja for Southampton, mens Maxwel Cornet blev dobbelt målscorer for Burnley.