3F Superligaen

Efter superligagennembrud som 29-årig: Fodbold har altid betydet meget, men nu er der noget, som er endnu vigtigere

Christian Sørensen har taget Superligaen med storm efter Viborg denne sommer rykkede op i den bedste danske række. Nu er det store gennembrud så nået som 29-årig, og det er der ifølge hovedpersonen selv en ganske god forklaring på.

Christian Sørensen
Christian Sørensen har etableret sig udenfor fodboldbanen, hvilket har været med til at muliggøre et gennembrud på den største fodboldscene i Danmark. Foto: Kristian Korotayev

Superligaens med afstand mest chanceskabende spiller. Det prædikat kan man sætte på Viborg FF’s 29-årige venstreback Christian Sørensen, der i denne sæson har fået sit helt store gennembrud på den største fodboldscene herhjemme.

Noget, hovedpersonen selv heller ikke lægger skjul på.

– Det er jo lidt af et gennembrud, jeg har fået. I en lidt senere alder end de fleste andre, siger Christian Sørensen, da campo.dk møder ham til en snak på Viborgs træningsanlæg.

Jeg har fundet en fantastisk kæreste, fået en datter og flyttet i rækkehus. Jeg tror på det der med, at man bliver lidt klogere på livet

Christian Sørensen, fodboldspiller i Viborg FF

Faktisk lå det slet ikke i kortene, at den 29-årige back skulle få sit gennembrud på netop den position. For i det meste af hans fodboldkarriere har han nemlig gjort sig på den offensive del af fodboldbanen.

– Det startede i omskolingen, hvor jeg gik fra at være midtbanespiller til venstreback. Jeg skulle bruge mine spidskompetencer nede på backen. Det var Jacob Neestrup (tidligere Viborg-cheftræner, red.) og Jesper Fredberg der gik i dybden med det, og så har Lars Friis lagt yderligere på i form af, at jeg skulle være mere aggressiv på backen, siger Sørensen, der tydeligvis er glad for sin superligastart for Viborg.

– Det har jo lade sig ventet på sig i en del år. Jeg har været lidt andre steder henne også for at se, om jeg kunne slå igennem. Men det blev så her i Viborg, og det er jeg sindssygt glad for. Jeg er også stolt over, at man så sen en alder kan slå igennem. Men også at man kan gøre det på en måde som passer mit spil rigtig godt. Det er jeg sindssygt stolt over.

Christian Sørensen
Christian Sørensen har etableret sig udenfor fodboldbanen, hvilket har været med til at muliggøre et gennembrud på den største fodboldscene i Danmark. Foto: Kristian Korotayev

Tidligere har Christian Sørensen nemlig også repræsenteret OB, Silkeborg IF og FC Fredericia – ligesom han også har været et smut forbi islandsk fodbold.

Men gennembruddet skulle altså komme i den jyske domkirkeby, hvilket ikke er en tilfældighed, ifølge hovedpersonen selv.

– Jeg tror, det handler om, at jeg er kommet ind i det rigtige miljø, hvor min personlighed passer godt ind. Man skal også lige finde sig selv som menneske og fodboldspiller. Det gjorde jeg så her i Viborg. Jeg fandt en position, hvor jeg følte mig lidt mere tryg end jeg har gjort nogle af de andre steder, hvor jeg har været. Tingene udenfor banen er også begyndt at spille lidt bedre sammen end de har gjort tidligere. Det har også givet mig meget tryghed og ro til at kunne præstere, siger Christian Sørensen og uddyber.

– Jeg har fundet en fantastisk kæreste, fået en datter og flyttet i rækkehus. Jeg tror på det der med, at man bliver lidt klogere på livet. Fodbold har altid betydet rigtig meget for mig, men nu er der altså noget, som er endnu vigtigere. Det er min familie og så kan jeg måske hvile lidt mere i, at fodbold egentlig bare er fodbold. Det betyder ikke alt. Det gør min familie. Det finder jeg meget ro i. Jeg kan slappe af, når jeg spiller. Jeg kan nyde at spille fodbold. Det har jeg ikke gjort tidligere. Der har jeg følt et større pres. Det pres føler jeg ikke mere.

På cheftrænerbænken i Viborg, er det da også en yderst veltilfreds Lars Friis, der nyder godt af at have Christian Sørensen til rådighed. I hvert fald for nu.

– Jamen Christian er jo tidligere kantspiller. Uddannet som kant og offensiv. Det er det, som du ser i hans spil. Han har det blik for de offensive ting. Han har en rigtig god venstre fod. Teknisk dygtig og meget fremadrettet i sit spil. Det giver helt mening, at han ligger i top på den del. Han er en af de allerbedste venstrebacks i den del af spillet.

Er det en, som du er bange for at miste på et tidspunkt?
– Vi skal være med til at udvikle spillere. Jeg er ikke bange for at miste nogen. Det er selvfølgelig en mulighed, at vi kommer til at miste nogle af vores spillere. Christian er en af dem, som med sine offensive kvaliteter ville passe ind på mange hold., slutter Lars Friis.

Og spørger man så hovedpersonen selv til fremtiden, er det noget han overlader til andre.

– Tanker om klubskifte og sådan noget, gør jeg mig ikke det helt store i. Jeg har været i det her game i en del år nu og ved, at det lige pludselig kan fjerne fokus. Jeg har måske glemt at nyde lidt, hvor godt jeg egentlig har haft det. Det gør jeg virkelig nu. Det har jeg ikke tænkt mig at skulle gamble med. Hvis der kommer noget ude fra, så ved jeg, at Fredberg nok skal kigge på det. Det ved jeg, at han har fuldstændig styr på, slutter Christian Sørensen, der sammen med Viborg på mandag møder AaB på udebane i Superligaen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P