Premier League

Solskjær: Der er selvfølgelig pres på mig

Manchester United kan næppe tåle at tabe onsdagens kamp i Champions League mod Atalanta, og manager Ole Gunnar Solskjær erkender da også, at der er pres på både ham selv og holdet.

Ole Gunnar Solskjær erkender, at der er pres på både ham og klubben for tiden. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Manchester United har tabt fire af sine seneste syv kampe, og det har fået dem til at sakke bagud i både Premier League og Champions League.

Onsdag skal Manchester United op mod Joakim Mæhle og Atalanta i Champions League, hvor man lagde fra land med et nederlag til puljens formodede prügelknappe – schweiziske Young Boys. Derfor er der også pres på den engelske klub og ikke mindst dens norske manager.

– Der er altid pres, og der er selvfølgelig pres på mig. Vi har før været under pres og kommet igennem det. Nu ser jeg bare frem til reaktionen. Jeg er i dialog med klubben hele tiden, så det er en åben og ærlig diskussion, sagde Ole Gunnar Solskjær på pressemødet forud for Atalanta-kampen.

Endnu er Manchester United ikke sat helt af i topkampen i Premier League, men det kan se anderledes ud efter de næste tre weekender, hvor De Røde Djævle skal op mod Liverpool, Tottenham og Manchester City. Alligevel hæfter den 48-årige manager sig ved det positive.

– Vi har haft fremgang gennem årene. Vi blev sekser, da jeg var her i en halv sæson, derefter treer, og så toer. Man kan se fremgangen, udviklingen og forbedringerne.

– Vi ønsker stadig at blive bedre i denne sæson. Vi har skrevet kontrakt med nogle spillere, som har hævet forventningerne. Andre hold har også hentet nye spiller og er blevet forstærket. Vi er i samme båd som alle topholdene, lyder det fra Solskjær.

Den norske manager har til december stået i spidsen for Manchester United i tre år.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P