Manchester City og unge Palmer baskede Brügge med 5-1
Fra første fløjt var der klasseforskel, da Manchester City gæstede Jan Breydel Stadion i Brügge tirsdag aften. Englænderne vandt sikkert 5-1 efter stor dominans.
Manchester City var her, der og alle vegne tirsdag aften på udebane mod Club Brügge, og Pep Guardiolas mandskab dominerede kampen fra første fløjt.
Mest iøjnefaldende blev scoringen i anden halvleg af den unge midtbanespiller, Cole Palmer, som i den forgangne weekend formåede at spille både Premier League samt lave hattrick for U23-holdet i Manchester City – på samme dag!
Palmer scorede målet til 4-0 efter at have afløst forbilledet Kevin De Bruyne med en lille halv time igen. Og på De Bruyne manér modtog han bolden på kanten af feltet og placerede den i venstre side af målet udenfor Simon Mignolets rækkevide i Brügge-målet.
Med en boldbesiddelse på 60% og med 21 målforsøg var Manchester Citys sejr nærmest sikker hele vejen. Englænderne fik annulleret et mål tidligt i kampen, men efter 29 minutters spil satte Cancelo gang i kampen med sin scoring til 1-0, hvor han modtog en bold i dybden og puttede bolden sikkert i nettet.
Riyad Mahrez udbyggede føringen til 2-0 på straffespark kort før pausen, og efter pausen kom Kyle Walker også på tavlen, da han løb dybt i feltet og sparkede bolden fladt ind bag Mignolet til 3-0.
I anden halvleg fik Club Brügge også lidt oprejsning, da Hans Vanaken reducerede til 4-1, men glæden varede kort. Minutterne efter scorede Mahrez sit andet mål til 5-1.
Manchester City løb fra Club Brügge igennem hele kampen, og med sejren har Pep Guardiolas hold nu seks point for tre kampe.