F.C. København slipper med sikkerhed for PAOK’s største stjerne
Når F.C. København torsdag tager imod Græske PAOK fra Thessaloniki, så kan københavnerne glæde sig over, at de med sikkerhed slipper for den tidligere Dortmund og Manchester United-profil Shinji Kagawa.
Græske PAOK skal torsdag en tur til Parken på Østerbro, hvor de skal forsøge at overtage førstepladsen i Conference Leagues Gruppe F fra F.C. København.
Grækerne har fire point for de første to kampe, mens torsdagens danske modstander har fået fuldt udbytte af sine kampe mod Slovan Bratislava og Lincoln Red Imps, og danskerne kan glæde sig over, at de til kampen slipper helt og aldeles for grækernes suverænt største navn.
Den tidligere Dortmund- og Manchester United-profil, Shinji Kagawa, er nemlig ikke en del af den græske trup til kampen – japaneren er faktisk slet ikke registreret til at kunne spille kampe for det græske storhold.
32-årige Kagawa fik i oktober sidste år ophævet sin kontrakt med spanske Real Zaragoza, og i januar udnyttede PAOK så chancen for at hente den tidligere profilerede japaner, men det er slet ikke blevet til det succesfulde ophold, som begge parter formentlig havde drømt om.
Godt nok spillede Kagawa otte kampe for PAOK i sidste sæson, men efter den 7. marts blev han ikke brugt en eneste gang, selvom PAOK senere samme måned startede de ti kampe i mesterskabsslutsspillet i den græske Super League.
I denne sæson startede japaneren inde i holdets første ligakamp, ligesom han spillede tre af fire kvalifikationskampe til Conference League. Siden 12. september har dog igen været helt fraværende i den græske trup, og det ligner derfor et snarligt græsk exit for den 32-årige spiller, der har kontrakt i PAOK til næste sommer.