CV om investeringer og resultater: Is i maven – vi får fat igen
Brøndby IF har fået en sløj start på sæsonen efter mesterskabet kom i hus i juni måned. Men der er ikke grund til panik, slår klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, fast. Der er en plan.
Efter guldet blev hevet hjem før sommeren, har det knebet noget med resultaterne i Brøndby. Sejren søndag aften mod Vejle Boldklub er blot klubbens tredje sejr i Superligaen i denne sæson, men der er ingen grund til at fans begynder at panikke.
Det slår fodbolddirektør Carsten V. Jensen fast i et længere interview med Discovery +, hvor han fortæller om de mere langsigtede planer i Brøndby.
– Vi kommer fra en tid, hvor økonomi og resultater ikke hang sammen. Og hvor man sloges med at få en mellemlang og lang plan til at holde vand – også økonomisk. Og derfor kan vi ikke bare tage den økonomi, som vi har oparbejdet, og så brænde den af og sige: Nu satser vi alt på at indhente de klubber, der ligger foran os budgetmæssigt. Det vil være et kæmpe sats, og risikoen for at fejle er kæmpestor, siger CV i interviewet.
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag!
I forhold til forstærkninger og ageren på transfermarkedet gør Carsten V. Jensen også opmærksom på, at hele billedet skal tages i betragtning, når man kigger på truppen.
– Der er jo ikke meget fokus på, at vi fik en forlængelse på plads med Radosevic. Eller at vi har fået Blas Riveros tilbage. Det er jo nærmest en ny signing. Han er ved at være klar igen. Så – vi skal have is i maven og lidt ro på. Så skal vi nok få fat igen, lyder det fra fodbolddirektøren.