AaB-back efter AGF: Spillemæssigt lavpunkt i sæsonen
Cirka 20.000 tilskuere kunne mandag aften se AGF slå et ellers godt kørende AaB-mandskab med 1-0 hjemme på Ceres Park i Aarhus i en kamp, som for AaB’s back, Kristoffer Pallesen, var et sæsonmæssigt lavpunkt.
AaB havde mandag en gylden mulighed for at spille sig helt ind i kampen om de to fineste medaljer i Superligaen.
Både FC Midtjylland og F.C. København havde søndag tabt point til henholdsvis FC Nordsjælland og SønderjyskE, men nordjyderne formåede ikke at gribe chancen, da de mandag aften stod overfor AGF og ikke mindst et fyldt Ceres Park med 20.000 tilskuere. Det blev nemlig i stedet hjemmeholdet fra AGF, der løb med en 1-0-sejr.
– Jeg er skuffet over resultatet, men jeg er endnu mere skuffet over, at vi ikke gav det en ordentlig chance. Spillemæssigt var det nok et lavpunkt i denne sæson, men der er heldigvis heller ikke så mange at tage af, siger Kristoffer Pallesen til Nordjyske.
AaB har indtil videre seks sejre, tre uafgjort og nu altså også tre nederlag i indeværende sæson, og det giver dem i alt 21 point. Det rækker til en delt tredjeplads i Superligaen, hvor specielt FC Midtjylland med 28 point ligner et hold, der skal holdes snor i, hvis AaB vil gøre sig forhåbninger om at vinde klubbens femte danske mesterskab.