Mareridtsdebut for James Rodríguez i Qatar
Colombianske James Rodríguez blev sidst i september solgt fra Everton til den qatariske klub Al-Rayyan, og nu har den tidligere Real Madrid-spiller fået sin debut for sin nye klub.
James Rodríguez skiftede 22. september Everton og Merseyside ud med Al-Rayyan og Doha.
25 dage efter skiftet var det så endelig blevet tid til debut for den colombianske profil, der startede på den offensive midtbane i udekampen mod Al-Duhail SC, og det blev langt fra til den debut, som colombianeren formentlig havde håbet.
Allerede efter tre minutter kom Al-Rayyan nemlig bagud 1-0, og fem minutter før pausen blev det også til 2-0 til hjemmeholdet, der med belgiske Toby Alderweireld også har været på indkøb i den engelske Premier League.
Ti minutter efter pausen kom Alderweireld og Al-Duhail foran 3-0, og med to minutter tilbage af kampen tog Al-Rayyan manager, Laurent Blanc, så James Rodríguez ud i den debut, som han nok næppe kommer til at se tilbage på med stolthed.
Kampen om mesterskabet i Qatar Stars League – som den bedste række i Qatar hedder – ser allerede efter seks kampe ud til at blive uden James Rodríguez og Al-Rayyan. Øverst i tabellen ligger nemlig både Al-Sadd og søndagens modstander,Toby Alderweireld og Al-Duhail, nemlig fortsat med maksimumpoint.