Glad Nicolai Vallys: Kent kan gøre os endnu bedre
Cheftræner i Silkeborg IF, Kent Nielsen, har mandag forlænget sin aftale med klubben til sommeren 2024. Og det vækker glæde i truppen og hos offensivspilleren Nicolai Vallys.
Kent Nielsen og Silkeborg IF har mandag forlænget samarbejdet med knap tre år.
Den midtjyske klub ligger nummer fem i Superligaen efter en flot start på sæsonen, hvor Kent Nielsens oprykkere kun har tabt to gange. Og kontraktforlængelsen med cheftræneren vækker også glæde i spillertruppen og især hos kantspilleren Nicolai Vallys.
– Jeg kan ikke forestille mig at have en anden cheftræner i Silkeborg. Jeg er sikker på, at jeg kan tale på truppens vegne og sige, at det er vi glade for. Vi sætter stor pris på ham, og han har gjort os rigtig gode, og han kan gøre os endnu bedre, siger Vallys til campo.dk mandag aften.
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag!
Oprykkerne har næsten lidt så langt ned til nedrykningsstregen, som de har til superligaens nummer et FC Midtjylland, og Kent Nielsen har nogle helt specielle dyder, som kommer den unge trup til gavn.
– Han er en fodboldnørd, og jeg har en ide om, at han ved alt. Han er meget detaljeret, og han kan finde noget i alt.
Hård mand med menneskelige kvaliteter
For Nicolai Vallys har karrieren i Silkeborg på alle måder budt på et step op. Han er i gang med sin tredje sæson i klubben, og i den nuværende sæson er det blevet til 12 kampe med tre mål og tre assist til følge.
Og selvom Kent Nielsen på nogen områder kan virke hård og råbende på sidelinjen, og tilhænger af nogle af de gamle dyder, så er man ikke i tvivl om, hvis Kent Nielsen er tilfreds med en.
– Han har udviklet mig helt vildt. Jeg joker lidt med, at jeg først har lært at spille fodbold i Silkeborg. Han har gjort så meget for mig, og han har troet på mig fra starten af. Jeg var lidt nervøs for at skifte til Silkeborg fremfor København, men han sagde til mig, at han nok skulle tage sig godt af mig. Og det har han virkelig gjort.
– Det der med, at han er lidt gammeldags, det lærer vi altså også meget af. Han har nogle klare ting, som han gerne vil have på en bestemt måde, og man ser ham jo råbe på banen. Men nede i omklædningen får man tit ros. Eller også får man en sjov kommentar, og så ved man godt, at han er godt tilfreds.
Silkeborg IF møder i næste runde af Superligaen OB på hjemmebane.