Arsenal udsætter Xhakas retur
Schweiziske Granit Xhaka blev knæskadet i Arsenals opgør mod ærkerivalerne fra Tottenham sidst i september, og nu sigter klubben på at have midtbanespilleren tilbage først i det nye år.
Mikel Arteta har måttet undvære midtbanestyrmanden Granit Xhaka, siden han sidst i september måtte udgå af kampen mod Tottenham med en ledbåndsskade i knæet.
I første omgang regnede Arsenal med at kunne have schweizeren tilbage indenfor tre måneder, men den melding er nu ændret, og midtbanespilleren lader ikke til at komme i kamp på denne side af nytår.
– Granit gør fine fremskridt i sin begyndende genoptræning for den ledbåndsskade, han pådrog sig den 26. september. Det nuværende mål er at have Granit tilbage i fuld træning tidligt i det nye år, skriver Arsenal således på sin hjemmeside.
Mens skadesperioden for Granit Xhaka altså bliver længere end forventet, kan Mikel Arteta glæde sig over, at resten af hans trup er fit og at ingen landsholdsspillere er vendt skadet retur fra landsholdstjeneste.