Wind: For tidligt at sige om Zeca-tab koster os mesterskabet
Jonas Wind blev skurken for FCK, da han brændte straffe kort før tid i den uafgjorte kamp med SønderjyskE. Københavnerne havde det svært på midtbanen, hvor profilen Carlos Zeca er ude med en længerevarende skade.
Carlos Zeca er ude i resten af sæsonen, og FCK har derfor mistet deres defensive styrmand. I søndagens kamp mod SønderjyskE var der problemer på midtbanen, men ifølge Jonas Wind er det ikke sikkert at tabet af Zeca, koster mesterskabet.
– Han er jo vores anker, han løber solen sort. Det er dejligt for os offensive spillere at vide, vi har en mand bagi, der jagter bolden, så vi kan få den tilbage. Så han er en vigtig mand for os, men snakken om, at det koster os mesterskabet, er for tidligt at sige. Jeg er sikker at vi nok skal gøre det godt uden ham, og det betyder bare, at andre må steppe op, siger Wind til TV3+ efter kampen.
Jonas Wind har ikke scoret i seks superligakampe, men det er ikke en bekymring for ham.
– Jeg har scoret i Conference League, så det tænker jeg ikke så meget over, så det skal nok komme igen. Det er et spørgsmål om tid, så er den der igen, siger Jonas Wind.
Torsdag har han chancen for at nette igen, når PAOK kommer på besøg til Conference League-kamp i Parken.