AaB med næsten intakt trup før AGF
AaB-anfører Lucas Andersen er fortsat skadet, men derudover råder cheftræner Martí Cifuentes over en skadesfri trup til mandagskampen mod AGF.
AaB-cheftræner Martí Cifuentes har frit valg på alle hylder på nær én, når han skal sætte sit hold til mandagens kamp mod AGF.
Langtidsskadede Lucas Andersen, der denne sommer blev opereret for en korsbåndsskade og derfor først ventes tilbage til næste sæson, sidder alene på den hylde, som cheftræneren ikke kan vælge fra.
Til gengæld er spanske Rufo tilbage, og han kan således gøre comeback, efter han blev skadet i sæsonens blot anden kamp.
– Han har gennemført alle træninger, men han er stadig ved at bygge det sidste på sin form. Derfor tænker vi lidt mere langsigtet med ham end AGF-kampen. Omvendt så ville han godt kunne bidrage, hvis vi skulle få brug for ham til truppen, siger Martí Cifuentes til Nordjyske.
Også forsvarsspilleren Anders Hagelskjær har døjet med en skade, men også den tidligere Silkeborg-spiller er i spil til mandagens kamp.