International Fodbold

Norge to sejre fra første VM i 24 år

Det norske landshold tog et vigtigt skridt mod VM mandag aften, da de med en sejr over Montenegro holdt snor i Holland på førstepladsen i Gruppe G. Samtidig holdt også Tyrkiet sig inde i kampen om VM-billetter med en straffesparskscoring i otte minutters overtid.

Foto: Håkon Mosvold Larsen/NTB/Ritzau Scanpix

Norge har fortsat VM-kvalifikationen helt og aldeles i egne hænder, efter de mandag aften besejrede Montenegro med 2-0.

Direkte kvalifikation kræver godt nok sejre mod Letland og Holland til november. Point i den sidste kamp mod Holland kan blive en nødvendighed, da Tyrkiet med en straffesparksscoring i otte minutters overtid fastholder presset på Ståle Solbakkens tropper.

Det norske landshold var fortsat uden sin skadede superstjerne, Erling Haaland, men hjemme på Ullevål Stadion i Oslo formåede nordmændene at klare sig uden i kampen mod Montenegro.

Efter en halv times spil headede Stefan Strandberg bolden tilbage til Southampton-angriberen Mohamed Elyounoussi, der fri midt for mål uden problemer kunne heade bolden i nettet til en norsk 1-0-føring.

Montenegro kom bedre med i kampen i anden halvleg, men selvom det fik Ståle Solbakken til at trippe utålmodigt rundt på sidelinjen, kunne nordmændene i sidste ende ånde lettet op og sætte tre point ind på kontoen. I kampens overtid gjorde Elyounoussi det nemlig til slutresultatet 2-0 på et smukt langsskud fra kanten af feltet.

I det nordligste af de tre baltiske lande var Tyrkiet på besøg, og de var tvunget til sejr mod Estland, hvis de ville holde afstanden til Norge nede på to point. Det krav så ud til at blive vanskeligt at indfri, da Atalanta-forvareren Merih Demiral med 20 minutter tilbage af kampen scorede selvmål.

Med 14 minutter igen fik tyrkerne udlignet til 1-1, men det ene point kunne tyrkerne ikke bruge til meget, da Norge i så fald ville kunne tillade sig at tabe til Holland og stadig snuppe gruppens andenplads.

I ikke mindre end otte minutters tillægstid fik tyrkerne dog tilkendt et straffespark, og med en scoring af Burak Yilmaz sørger tyrkerne for at holde maksimalt pres på Norge.

Tyrkiet skal i sine to sidste kampe møde Gibraltar og Montenegro. Bliver det til sejre i begge disse kampe, vil Norge foruden en sejr over Letland være tvunget til at få minimum ét point med fra Amsterdam.

I VM-kvalifikationen afgøres grupperne først på point og dernæst på målscore, og dermed er det mindre vigtigt for Norge, at de tabte det først indbyrdes opgør mod Tyrkiet med 3-0 og spillede det andet uafgjort 0-0. Norge har lige nu en målscore, der er fem mål bedre end Tyrkiets, men det kan allerede i næste runde være vendt på hovedet, når Tyrkerne får besøg af miniputterne fra Gibraltar.

På Feyenoords hjemmebane, De Kuip, i Rotterdam havde førerholdet i Gruppe G, Holland, ingen problemer med at besejre Gibraltar. Louis van Gaals mandskab slog miniputterne med 6-0 på mål Virgil van Dijk, Denzel Dumfries, Arnaut Danjuma, Donyell Malen samt to mål af Memphis Depay, der tilmed tillod sig at brænde et straffespark i første halvleg.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P