Pligtsejr til Sverige – Grækenland tæt på at dumme sig
Sverige sørgede med en pligtsejr over Kosovo hjemme på Friends Arena i Stockholm for, at de stadig har ganske fin mulighed for direkte kvalifikation til VM. I gruppens anden kamp var Grækenland tæt på at dumme sig hos bundholdet Georgien, men to overtidsscoringer holder det græske VM-håb i live.
Det var langt fra en imponerende præstation, den svenske landstræner Janne Andersson lørdag aften så fra sine spillere i den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kosovo.
Svenskerne formåede ikke for alvor at dominere gæsterne fra Balkan, men efter en halv time fik de en smule hjælp. Florent Hadergjonaj fik uforskyldt armen på en svensk hovedstødsafslutning, og efter gennemsyn ved VAR-skærmen pegede den italienske dommer på straffesparkspletten.
Herfra var det intet problem for Emil Forsberg at sende hjemmeholdet i front.
Tilskuerne på Friends Arena kunne først efter en god times spil rykke sig tilbage fra sædekanterne, da Real Sociedad-angriberen Alexander Isak smukt sendte en skruet afslutning op i fjerneste målhjørne til det 2-0. Med ti minutter tilbage af kampen gjorde Robin Quaison det til slutresultatet 3-0.
Havde det ikke været for det dumme nederlag til Grækenland i sidste runde, kunne Sverige med dagens sejr have overtaget Spaniens førsteplads i Gruppe B, men længe så det ud til at det denne gang var grækernes tur til at dumme sig.
På besøg hos gruppens absolutte bundprop, Georgien, havde Grækenland nemlig umanerligt svært ved at score mod Willy Sagnols georgiske tropper, men i overtiden blev grækerne tildelt et straffe, som de omsatte til en fortjent 0-1-føring.
Kort efter gjorde grækerne det også til 0-2, og dermed går både Grækenland og Sverige ind til næste rundes indbyrdes kamp på tirsdag med en sejr i bagagen.