Messi om skiftet til PSG: Vidste jeg havde venner i omklædningsrummet
Lionel Messi skiftede efter 21 år Barcelona ud med Paris, da han i sommer startede et nyt kapitel i sit fodboldliv hos Paris Saint-Germain. Den lille argentiner fortæller nu, at specielt hans forhold til andre spillere i PSG-omklædningsrummet var stærkt medvirkende til, at valget faldt på netop Paris-klubben.
Når man kommer til et nyt sted, er det altid rart at vide, at man ikke er alene.
Det gælder for børnehavebørn, der skal starte i skole, men det gælder åbenbart også for verdens – måske – bedste fodboldspiller. I sommer skiftede Lionel Messi nemlig de vante rammer i FC Barcelona ud med nye rammer i Paris Saint-Germain.
– At vide at jeg havde venner i omklædningsrummet gjorde, at jeg kunne fortælle mig selv, at det ville blive nemt for mig at falde til. Og jeg tog ikke fejl, for det var virkelig nemt at falde til, specielt fordi der er mange spillere, som taler spansk ligesom mig, fortæller Lionel Messi i et stort interview med France Football.
Hos PSG er Messi blevet genforenet med Neymar, som han tidligere har spillet sammen med i FC Barcelona, ligesom landsholdskollegaerne Ángel di Maria, Leandro Paredes og Mauro Icardi.
Læs også: Messi afslører: De får min stemme til Ballon d’Or
Den lille argentiner fortæller også, at han havde tilbud fra andre klubber, men det tog ikke lang tid for ham at beslutte sig for at slutte sig til den franske hovedstadsklub.
– De viste, at de virkelig ville have mig og tog sig af mig. Jeg takker dem, for jeg er meget glad i dag. Jeg modtog andre tilbud, men vi blev ret hurtigt enige med PSG. Jeg blev overbevist af projektet, spillerne i klubben og deres kvalitet. Alle disse ting gjorde det nemmere at nå til enighed, lyder det fra Messi.
Ikke overraskende er Lionel Messi igen i år nomineret til Ballon d’Or – en titel han allerede har vundet seks gange.