Kasper Hjulmand: Vi er fokuserede og top klar
Det danske landshold skal lørdag aften i aktion på udebane mod Moldova, hvor Kasper Hjulmands udvalgte stort set kan sikre en billet til VM slutrunden i 2022 i Qatar. Og holdet er klar, forsikrer landstræneren.
Det danske landshold spiller lørdag første af to landskampe i VM-kvalifikationen i denne landsholdssamling. I den indledende opgave venter en mere overkommelig modstander i Moldova, mens det på tirsdag gælder Østrig.
Senest Danmark mødte Moldova i Herning i foråret, vandt det danske landshold med 8-0, og landsholdsspillerne skal også nok være klar på udebane i Moldova.
Det slår landstræner Kasper Hjulmand fast.
– Vi er top klar og fokuserede, og vi trykker på knappen, når der bliver fløjtet op. Det kan blive en bøvlet kamp, og det kan gå i alle retninger. Det kan blive lidt bøvlet, indtil vi forhåbentlig får hul på bylden, siger Kasper Hjulmand til TV 2 NEWS før kampen.
Læs også: Fodboldekspert: Hjulmand stiller igen med reserverne
Danmark har maksimum point med 18 point for seks kampe, og hvis de vinder mod Moldova, kan de på tirsdag i Parken gøre arbejdet færdigt mod Østrig.
Danmark mangler fire kampe og med to sejre er holdet sikker på kvalifikation til VM i Qatar i efteråret 2022.