Michael Boris erkender SønderjyskE’s mangel: Det er åbenlyst
SønderjyskE er ligesom de øvrige hold i Superligaen halvvejs i grundspillet, og de er gået til landskampspause på en næstsidste plads. Spørger man klubbens tyske træner, så er det helt åbenlyst, hvad holdet mangler.
SønderjyskE har mødt de øvrige 11 hold i Superligaen én gang hver, siden sæsonen startede midt i juli.
Mens det er blevet til 1-0-sejre over både Vejle og Brøndby, så har de lyseblå sønderjyder kun fået målnettet til at blafre i yderligere to af de i alt 11 kampe, og det er da også den del, der skal forbedres i Haderslev-klubben.
– Vi har fire-fem point for lidt. Det er åbenlyst, hvad det skyldes. Vi har ikke scoret nok. Vi har øget vores ’xG’ (forventede mål, red.) siden transfervinduet lukkede, men oppe foran er vi fortsat langt fra mulighederne. Jeg peger ikke bare fingre ad angriberne. Vores forsvarsspillere og midtbanespillere har haft chancer nok til at score på dødbolde, siger SønderjyskE-træner Michael Boris til Der Nordschleswiger.
I syv af sæsonens 11 kampe er SønderjyskE altså gået fra banen uden at score, og i de seks kampe der resterer inden vinterpausen er det vigtigt at komme i gang, så efterslæbet ikke er for stort efter nytår.
– Vi er i øjeblikket tre point efter Viborg, men vi er nødt til at sørge for, at der er flere hold i spil. Det går ikke, at man er syv eller otte point efter. Så har man udelukkende finaler i nedrykningsspillet. Vi er nødt til at have dem (de øvrige hold, red.) indenfor rækkevidde, lyder det fra Boris.
SønderjyskE møder i de to første kampe efter landskampspausen F.C. København og FC Midtjylland.