Rasende PSG-chef: Mangel på respekt
I den seneste uge har der igen været gang i rygterne, som sender Kylian Mbappe til Real Madrid. Flere fremtrædende figurer hos Los Blancos har været meget offentlige om det potentielle skifte, og det får sportschef hos PSG op i det røde felt.
Siden Kylian Mbappe fortalte om sin lyst til at spille for Real Madrid, har der været gang i varme omtaler af den hurtige wing fra spaniernes side. Udtalelser fra Benzema, Ancelotti og Florentino Perez i den seneste uge har hidset PSG-boss Leonardo godt og grundigt op.
– De seneste udtalelser er en fortsættelse af den mangel på respekt, som de viser overfor PSG og Kylian. I den samme uge har en spiller, træneren og præsidenten for Real Madrid udtalt sig, som om Mbappe allerede er en af deres. Det er mangel på respekt og kan ikke tolereres, siger PSGs sportschef Leonardo til L’Equipe.
Leonardo understreger samtidig, at transfervinduet altså er ovre, og sæsonen er i gang.
– Der er kampe, som vi skal spille, og Real Madrid kan ikke opføre sig på denne måde. Stop det! Siger Leonardo til det franske medie.
Mbappe startede selv hele miseren, da han luftede sin skuffelse over ikke at komme til Real Madrid i sommerens transfervindue. Franskmanden har kontraktudløb til sommer, og Real Madrid-præsident Florentino Perez håber derfor at kunne afslutte transfersagaen, når vi kommer til januar.