Dansk Fodbold

Godt nyt: Jonas Thorsen meldt kræftfri for anden gang

AC Horsens-spilleren Jonas Thorsen er blevet erklæret fri for kræft efter andet sygdomsforløb inden for kort tid.

Jonas Thorsen
Jonas Thorsen har spillet i AC Horsens siden 2019 og har kontrakt til sommeren 2022. Tidligere har han været i Viborg og i tyske Braunschweig. Foto: achorsens.dk

AC Horsens kan tirsdag formiddag melde glædeligt nyt ud, da profilen Jonas Thorsen er blevet raskmeldt efter endnu et kemoforløb.

Det var en rutinemæssig undersøgelse, der afslørede, at kræften var vendt tilbage efter en vellykket operation for testikelkræft, men prognoserne var heldigvis rigtig gode, og nu er Thorsen kommet godt igennem det. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.

– For et par uger siden var jeg til en samtale med lægen, der har stået for min behandling, og han kunne fortælle mig, at jeg er blevet rask, og at kræften er væk. Det var selvfølgelig en kæmpe lettelse og en stor forløsning, men det var også lidt svært at forholde sig til den besked, så det var ikke øjeblikkelig glæde. Jeg følte mig heller ikke helt rask, da jeg kom ind til lægen pga. bivirkninger, der ikke var gået væk endnu, og det fyldte egentlig lidt mere på det tidspunkt end selve beskeden om, at jeg var blevet rask, fortæller Jonas Thorsen til AC Horsens’ hjemmeside og fortsætter:

– Der gik en uge eller halvanden, før følelsen af at være rask begyndte at indfinde sig, og det var en kæmpe glæde. Det har været fantastisk at mærke, hvor glad andre har været på mine og familiens vegne, og det var næsten det allerbedste at føle den opbakning. Jeg kan mærke, at jeg har fået en anden måde at tackle hverdagen på, og jeg føler mig glad og overskudsagtig. Jeg er privilegeret og nyder livet, fortæller Thorsen.

Jonas Thorsen har dog fortsat lang vej tilbage til fodbolden, fordi kemobehandling nulstiller kroppen, hvilket giver lange udsigter for at nå topformen, skriver klubben.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P