Klopp efter City-kampen: Jeg var meget glad ved pausefløjt
Liverpool spillede så langt fra nogen mindeværdig første halvleg søndag aften mod de forsvarende mestre fra Manchester City, men i anden halvleg var det alligevel Jürgen Klopps mandskab, der var tættest på de tre point.
Søndagens topopgør i Premier League mellem de seneste fire års mestre, Manchester City og Liverpool, sluttede ganske fortjent uden vinder.
Mens Manchester City i store dele af første halvleg virkede som det bedste mandskab, kom Jürgen Klopps 11 spillere ud til anden halvleg som forvandlede.
– Jeg kan ikke huske en eneste chance for os i første halvleg, så jeg var rigtigt glad for pausefløjtet, så vi kunne justere nogle ting. Faktisk ændrede vi ikke på noget, vi fortalte bare igen drengene, hvad vi ville, lød det efter kampen fra Jürgen Klopp.
For første gang siden 2017 gik Liverpool til pause i en Premier League-kamp uden et eneste skud på mål, og det var afgjort ikke, som den tyske manager ønskede.
– Tak guderne for, at der var to halvlege i dag, for vores første halvleg var helt åbenlyst som man ikke skal gøre mod Manchester City, mens anden halvleg var præcis som man bør gøre mod Manchester City, sagde Jürgen Klopp og uddybede:
– Den slags sker mod et hold som City med den dominans, de kan have på banen. Når man så er en smule passiv uden bolden, og de spiller igennem ens linjer, så får man aldrig rigtig duellerne, lød det fra Klopp.
Med pointdelingen må både Liverpool og Manchester City fortsat kigge op til Chelsea på Premier Leagues førsteplads.