Besked fra præsidenten til presset Koeman: Vind de næste tre kampe
FC Barcelona tabte lørdag aften med 2-0 på udebane til Atletico Madrid, i en kamp hvor gæsterne ikke var tæt på at få point. Men det skal der laves om på nu ifølge præsident Laporta.
Ronald Koeman har længe været ’dead man walking’.
Men nu er der noget, der tyder på, at han alligevel får flere kampe i spidsen for den catalanske storklub.
Efter lørdagens nederlag, hvor Koeman måtte se til fra tribunerne på grund af karantæne, talte han med den spanske presse og forklarede, at han har fået besked af præsidenten om, at de næste tre kampe skal vindes.
– Jeg talte med præsidenten fredag og igen i morges (lørdag, red). Vi har diskuteret ting omkring holdet, staben og klubben. Og tingene står mere klart nu. Det vil helt sikkert hjælpe holdet, sagde Koeman efter nederlaget til Atletico.
– I det mindste er der klarhed nu. Efter landskampspausen har vi tre kampe, som vi skal vinde. Laportas støtte er vigtig. Har du ikke den, så er det svært at være i harmoni og have tålmodigheden der kræves, siger Koeman.
De tre kampe FC Barcelona skal vinde er følgende:
17/10 FC Barcelona – Valencia
20/10 FC Barcelona – Dynamo Kijev
24/10 FC Barcelona – Real Madrid
Så er der serveret.