Premier League

Manchester United skuffede hjemme mod Everton

For tiende hjemmekamp i træk lykkedes det ikke Manchester United at holde modstanderen fra at score, da Everton lørdag eftermiddag kom fra Old Trafford med 1-1 og dermed ét point.

Manchester United og Everton kunne ved slutfløjt gå fra banen med ét point hver. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Manchester United har op til denne sæson forstærket sig ganske markant med indkøbene af både Jadon Sancho, Raphäel Varane og ikke mindst Cristiano Ronaldo, men endnu flyder spillet ikke, som fansene havde håbet.

Heller ikke i lørdagens kamp imponerede hjemmeholdet de 75.000 fremmødte tilskuere på Old Trafford, da et andet tophold, Everton, var kørt de godt 50 kilometer mod øst.

Både Everton og Manchester United havde for en stund mulighed for med en sejr at gå forbi deres fælles ærkerival, Liverpool, på Premier Leagues førsteplads, og i kampens indledning var det gæsterne, der virkede mest opsat på det.

Det gæstende hold fra Liverpool blev aldrig rigtig farlige, og i stedet spillede hjemmeholdet sig mere og mere ind i kampen. To minutter før pausen var det så Ole Gunnar Solskjærs kanin i startopstillings-hatten, franske Anthony Martial, der med et afrettet skud fra tæt hold snød den engelske landsholdsmålmand, Jordan Pickford.

Netop Anthony Martial gjorde efter en times spil plads til Cristiano Ronaldo, men for en sjælden gang skyld var det ikke portugiseren, der stjal overskrifterne. Det gjorde i stedet Evertons Andros Townsend, der lader til at have fundet sin anden ungdom i Everton.

Manchester Uniteds brasilianske midtbane-anker, Fred, mislykkedes i to omgange med at stoppe Demarai Gray, der via Abdoulaye Doucoure fik spillet Townsend helt fri. Alene med formstærke David de Gea var Townsend sikkerheden selv, og så kunne han med en imiteret Cristiano Ronaldo-jubelscene fejre scoringen foran Evertons medrejsende fans.

Manchester United og Solskjær reagerede ved at sætte Paul Pogba på banen, og selvom hjemmeholdet for anden kamp i træk jagtede et føringsmål i kampens afsluttende fase, så var det udeholdet, der med fem minutter tilbage igen fik bolden i mål.

Indskiftede Tom Davies spillede noget uforståeligt bolden på tværs af feltet, da han ellers var alene igennem med David de Gea, og selvom Yerry Mina let som ingenting kunne bringe gæsterne foran, måtte han korrekt se sit føringsmål annulleret for offside.

Manchester United forsøgte slutteligt at lægge et pres på Evertons forsvar, men hverken Cristiano Ronaldo eller nogen af de øvrige United-spillere blev nogensinde farlige, og derfor kunne Everton helt fortjent tage hjem til Liverpool med et enkelt point.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P