3F Superligaen

Rekordernes aften i Odense: Happy hour på både mål og øl, da de stribede ydmygede Vejle med 6-0

Vejle havde hårdt brug for point, da de gæstede OB her til aften. Men allerede efter 9 minutter stod der 3-0 til de stribede, og det blev værre endnu. Meget værre.

Der var stadionrekord på Nature Energy Park fredag aften til opgørene mellem OB og Vejle, da Vejlegenserne blev sendt hjem med en syngende lussing. Foto: Claus Fisker Ritzau Scanpix

Sven Grytebust fik et mareridtscomeback til Odense, da hans klub Vejle Boldklub fik ørene i maskinen – endnu en gang. Vejlegenserne er fortsat uden sejr efter de første 11 spillerunder.

Statistikkerne talte ellers for en kamp med muligheder for Vejle-holdet, der i de seneste fire opgør havde vundet tre og spillet en uafgjort, men dette kunne man ikke fornemme til aftenens opgør.

Kampen var end ikke to minutter gammel før OB bragte sig i front. Målet kom efter det, der mest af alt lignede en klovneforestilling, og pludseligt kunne Max Fenger så afslutte seancen ved at putte den i rusen.

Før Vejle nåede at få ilt og overblik, bankede fynboerne på igen. Den her gang fik Bashkim Kadri drejet rundt om sig selv inde i feltet, og efter nogle indendørsfinter, fandt han så Mads Frøkjær, der nemt kunne gøre det til 2-0 efter blot fem minutter.

Stemningen på lægterne var elektrisk, hvor smagen af gratis øl efter fredagsbar og målshowet var med til at få det hele til at sitre. Men deres hjemmehold var slet ikke færdige endnu. Efter otte minutter var det Jens Jacob Thomassen, der smaskede den i nettet til 3-0 for de stribede.

Vejle-spillerne samlede sig hurtigt i en klynge efter målet og fik fattet sig, mens OB kunne juble over rekorden for den hurtigste scoring af tre mål på bare 8,5 minutter.

Herefter åbnede kampen sig mere op, hvor de røde fra Trekantsområdet omsider fik spillet sig frem til nogle små chancer i den anden ende, men uden output.

Efter 25 minutter blev Mads Frøkjær dobbelt målscorer, og festen på Fyn fik dermed endnu engang nye vinger med 4-0 målet. Den største i Superligaens historie efter det antal spilleminutter.

Hjemmeholdet fortsatte ufortrødent efterfølgende med at kreere store chancer, men uden at udbygge føringen.

Læs også:
OB sætter rekord og sender Vejle til tælling efter 1. halvleg

I 2. halvleg kom Vejle på banen med en fornyet gejst, trods det vanskelige udgangspunkt, og satte nogle fine kombinationer sammen. Kampen var i det hele taget mere ligeværdig, dog med de største tilbud til OB.

Troels Kløve kom på banen efter 78 minutter, og han havde mål med i posen. Han scorede sit første mål i år, da han legede rundt med Vejle-spillerne på kanten af feltet og sluttede af med at sparke den ind bag en chanceløs Grytebust i målet til 5-0. Kort derefter fortsatte maltrakteringen af de rødblusede, da 17-årige Jakob Breum udplacerede Vejle-keeperen for sjette gang.

Det sluttede med 6-0. Tenniscifrene var desuden Vejles største Superliga-nederlag nogensinde. Nu er der landskampspause – og det kan på mange måder være en tiltrængt en af slagsen, hvis man kommer fra midten af Jylland.

Læs også: Victor Linds hammer mod FCN er kåret som bedste mål i september


Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P