Andreas Christensen: City-nederlag skal gå ud over Juventus
Andreas Christensen vil revanchere weekendens nederlag til Manchester City mod Juventus, som Chelsea besøger onsdag aften i Champions League.
Chelsea Football Club havde fået en suveræn start på den nye sæson, men lørdag led klubben så sit første nederlag, da Manchester City kom på London-besøg.
Chelseas danske midterforsvarer Andreas Christensen kræver nu øjeblikkelig oprejsning, når klubben onsdag aften møder Juventus på udebane i Champions League. Det fortæller han i en kampoptakt på klubbens hjemmeside.
– Det er den perfekte kamp at svare tilbage i. Det er ikke rart at tabe vores første kamp, men nu har vi en ny kamp, og det bliver endnu en hård opgave, siger Andreas Christensen til klubbens hjemmeside og pointerer, at man vil gå efter alle tre point onsdag aften.
– Der er ingen bedre måde at rejse sig fra et nederlag på end at slå et andet godt hold, siger AC, som i går blev udtaget til Danmarks kommende VM-kvalifikationskampe.
Læs også: Sygdomsramt Chelsea-stjerne misser to kampe
Kampen mellem Juventus og Chelsea fløjtes i gang onsdag aften klokken 21 og kan følges på TV3 Sport og Viaplay.