Brøndby får medhold i appel
Det kommer ikke til at få nogen konsekvenser for Brøndby IF, at der ved sidste hjemmekamp i sidste sæson kom tilskuere uden billet ind på stadion efter kampens afslutning.
Brøndby blev i juni tildelt en bøde på 450.000 kroner samt en betinget frakendelse af tilskuere til én hjemmekamp, men straffen frafaldes nu.
Brøndby blev i første omgang tildelet straffen for at lukke fans ind på Brøndby Stadion, da de i sidste kamp i sæsonen kunne lade sig fejre som danmarksmestre. Fansene kom ind uden billet og visitation, men det var ifølge Brøndby IF i samråd med politiet.
Derfor appellerede Brøndby straffen, og fredag har Fodboldens Appelinstans meddelt, at de er enige i appellen.
Den betingede frakendelse af tilskuere til en hjemmekamp er helt frafaldet, mens bøden er reduceret til 125.000 kroner. Bøden tildeles dog kun Brøndby IF for fansenes brug af pyro under kampen, og den har for så vidt intet med de ekstra tilskuere at gøre.