Positivt nyt for skadede Dolberg
Kasper Dolberg var ikke en del af Kasper Hjulmands seneste landsholdstrup, og i weekendens ligakamp måtte han udgå med en skade. Nu er der dog positivt nyt for danskeren.
Det bliver ikke til spilletid i ligakampen mod Lorient onsdag, men derfra skulle Kasper Dolberg være klar til kamp.
Den blonde danske angriber blev allerede efter fire minutter af Nice’s kamp mod Monaco ramt på knæet, og selvom han forsøgte at fortsætte, måtte han efter et kvarters spil lade sig udskifte. Omfanget af skaden er dog ikke bekymrende.
– Kasper fik et slag på knæet. Han slog sig for tre uger siden og missede Bordeaux-kampen. Han blev ramt det samme sted, og det gav en skarp smerte. De test der er blevet udført er betryggende. Der er ingen læsioner, vrid eller forstrakte ledbånd. Det er et slag, men han misser morgendagens kamp, lyder det fra Nice’s cheftræner Christophe Galtier.
Galtier fortæller desuden, at Dolberg var tilbage på træningsbanen tirsdag, og nu er målet at have Dolberg tilbage til weekendens kamp mod Saint-Etienne.