AaB ubesejret siden juli – Lyngby ekspederet ud af pokalen
AaB spillede sig sikkert videre til næste runde af pokalturneringen, da det formstærke tophold fra Superligaen udklasserede nedrykkerne fra Lyngby Boldklub på eget græs.
Hvis AaB tirsdag aften gik efter at kopiere seneste resultat i pokalturneringen, blev det en skuffende aften for nordjyderne.
Den rekordstore sejr på 0-13 mod FUIK Odense i sidste runde var dog næppe et pejlemærke for aalborgenserne, der på Lyngby Stadion mødte en markant vanskeligere modstander i det kongeblå hjemmehold fra 1. Division.
Superliganedrykkerne havde formentlig haft forhåbninger om at kunne drille den for tiden velsmurte AaB-maskine, men det skulle hurtigt vise sig at blive ved forhåbningerne.
Norske Iver Fossum scorede i sidste runde to gange, og efter 22 minutters spil kom han igen på måltavlen, da han med noget så utraditionelt som ryggen, bragte gæsterne foran efter oplæg fra den nye AaB-spiller Aleksandar Trajkovski.
Kort efter lukkede en ny AaB’er, nemlig serbiske Milan Makaric, reelt opgøret, da han efter en stor Lyngby-fejl på kanten af feltet passerede færøske Frederik Schram i Lyngby-målet.
I anden halvleg gjorde Frederik Børsting det på endnu en Lyngbyfejl det til 0-3, mens Marcus Hannesbo lukkede og slukkede med sit hovedstødsmål til 0-4.
Fredericia videre
I Gladsaxe formåede AB ikke at stikke en kæp i hjulet på 1. Divisions-topholdet fra Fredericia, der på to scoringer i første halvleg af blot 18-årige Andreas Lausen bookede en plads i pokalturneringens næste runde.