Lingard efter manglende jubelscene: Jeg betalte lidt tilbage
Manchester United fik på dramatisk vis sikret sig alle tre point, da de søndag var på besøg på London Stadium og West Ham. Jesse Lingard blev matchvinder for gæsterne, men trods omstændighederne undlod han af respekt for hjemmeholdets fans at juble over sin scoring.
Manchester United havde to usædvanlige helte, da de søndag slog West Ham 1-2 på ’The Hammers’ egen bane.
Den udskældte målmand, David de Gea, reddede dybt inde i overtiden et straffespark fra hjemmeholdets Mark Noble, og jublen var ikke til at tage fejl af. Det havde den til gengæld været blot få minutter tidligere, da en ligeledes udskældt spiller, Jesse Lingard, ét minut før overtiden kanonerede bolden op i målhjørnet på det stadion, han i sidste sæson kunne kalde sin hjemmebane.
– Det var en fin velkomst fra West Ham-fansene. Jeg havde en fantastisk tid her, men i dag var jeg nødt til at gøre min del (imod West Ham, red.) De støttede mig under min lejeperiode og gav mig en flot velkomst, så det var på sin plads, at jeg betalte lidt tilbage, forklarer Jesse Lingard om sin manglende jubelscene ved 1-2-målet.
Jesse Lingard havde i midtugen en hovedrolle i Manchester Uniteds Champion League-opgør mod Young Boys, hvor han med en alt for kort tilbagelægning i overtiden serverede bolden for hjemmeholdets 2-1-scoring. Den 28-årige englænder har dog ikke haft svært ved at ryste den situation af sig.
– Det er fodbold. Det er opturene og nedturene i fodbold, og gutterne, staben og fansene har stået bag mig hele ugen, og det var godt at komme ind og få nogle minutter i dag,
Det er anden Premier League-kamp i streg, at Jesse Lingard kommer på måltavlen for sin klub, der allerede på onsdag skal møde West Ham igen, når klubben for London kommer på besøg i Manchester i Liga Cuppen.