Solskjær er sikker: Han bliver en topangriber i 10-15 år
Jadon Sancho blev allerede sidst i juli hentet til Manchester United, men den tidligere Dortmund-spiller har fået en lidt undervældende start på karrieren i den engelske storklub.
Manchester United forsøgte allerede sidste år at hente Jadon Sancho til klubben, men englænderne kunne ikke blive enige med Sanchos daværende klub – Dortmund.
Den fejl begik United ikke denne sommer, hvor de allerede sidst i juli havde sikret sig en kontrakt med den unge englænder, der fik debut i sæsonens første Premier League-kamp mod Leeds.
Endnu har den unge englænder ikke funklet helt, som mange Manchester United-fans formentlig havde håbet, og i midtugen måtte han, efter udvisningen af holdkammeraten Aaron Wan-Bissaka, lide den tort at blive skiftet ud allerede i første halvleg af Champions League-opgøret mod schweiziske Young Boys. Sanchos manager er dog ikke bekymret.
– Han er en ung dreng, han er kun 21, han skal nok blive bedre. Vi skrev kontrakt med ham, da vi så en topangriber i 10-12-15 år, og det har jeg ikke ændret mit syn på. Han har så ren en boldkontakt, og han har entusiasmen til at lære, lyder det fra Ole Gunnar Solskjær ifølge Manchester Evening News.
Sancho er med en pris i omegnen af 600 millioner kroner Uniteds dyreste indkøb denne sommer, og selvom der umiddelbart efter offentliggørelsen var stor bevågenhed omkring den unge englænder, har han siden måtte se sig selv i skyggen af først Raphaël Varane og siden Cristiano Ronaldo.
De store navne, som Sancho nu er holdkammerater med, kan dog være et gevaldigt plus for den unge englænder.
– Det er en stor ting, når man kommer til Manchester United, for man får altid en chance. Man kommer til at spille med nogle af de bedste spillere i verden og får fantastisk træning fra de trænere, som jeg har her. Han lærer hele tiden – også i træning – han lærer vores træningsmetoder. Han lærer Premier League at kende, og han kender selvfølgelig Champions League fra Dortmund, lyder det fra Solskjær.
Jadon Sancho er født i det sydlige London, og han har spillet ungdomsfodbold i først Watford og siden Manchester City, inden turen altså gik til Tyskland og BVB Dortmund.
Jadon Sancho og Manchester United møder søndag klokken 15 West Ham på udebane – en kamp der kan ses på Xee.