Indbrud hos Reece James – løb med pengeskab
Chelsea-spilleren Reece James var tirsdag aften i aktion i Champions League-opgøret mod Zenit Sankt Petersborg. Samtidig var fire tyve i aktion i englænderens hjem, hvor de stjal et pengeskab, der indeholdt spillerens senest vundne medaljer.
En guldmedalje fra Champions League, en sølvmedalje fra EM og en guldmedalje fra Super Cuppen.
Reece James fik tirsdag aften stjålet sine mest håndfaste beviser på den succesfulde sæson, som den 21-årige englænder netop har været igennem. Selv var James på banen på Stamford Bridge, da fire personer brød ind i hans hus.
– En gruppe kujonagtige tyve brød ind i mit hus. Det lykkedes dem sammen at løfte et tungt pengeskab, der indeholdt personlige ejendele, ind i deres bil, forklarer Reece James på instagram.
Sagen er selvsagt blevet overbragt til politiet, og ifølge James er de allerede ved at kredse sig ind på gerningsmændene.
– Politiet, mine rådgivere og Chelsea (og mange andre) står alle bag mig, og vi har faste beviser på, hvem gerningsmændene er. Vi kommer tættere på dem. Heldigvis var der ingen hjemme under indbruddet, men jeg vil alligevel lade jer alle vide, at jeg har det godt, lyder det videre fra Reece James.
Reece James har på sin instagram-konto vedlagt fire overvågningsvideoer af de formodede gerningsmænd.