Eftertragtet Bayern-spiller forlænger
Leon Goretzka skiftede i 2018 fra Schalke04 til Bayern München, og her har han gjort det så godt, at han har tiltrukket sig opmærksomhed fra mange interesserede klubber. De kan nu trække følehornene til sig, for den 26-årige tysker har forlænget sin kontrakt med Bayern.
Han skulle efter sigende have været på blokken i Manchester United, men englænderne har nu fået en lang næse.
Tyske Leon Goretzka har forlænget sin kontrakt med den tyske storklub, Bayern München, så han vil være at finde i klubben til 2026.
– Jeg er stadig sulten efter at vinde titler med holdet og bygge videre på succeserne. Her i FC Bayern har vi sammensat et ekstraordinært hold med spillere fra min årgang, som jeg har kendt i lang tid, kombineret med mere erfarne spillere. Kombinationen af venskab og evnen til stadig at vinde titler, den finder man ikke andre steder i Europa, lyder det fra Goretzka.
Den 26-årige midtbanemand har med undtagelse af en pokalkamp spillet samtlige kampe for Bayern München i denne sæson, ligesom han også er blevet fast mand på det tyske landshold.