Thomas Müller slår ny målrekord
Thomas Müller har med sin scoring i Bayern Münchens 3-0 sejr på udebane imod Barcelona sikret sig en ny rekord. Tyskeren er nu den spiller, der har scoret flest mål imod Barcelona i europæisk sammenhæng nogensinde. Det er blevet til hele syv mål i seks kampe.
Thomas Müllers scoring til 1-0 imod Barcelona modtager næppe nogen pris for sin skønhed.
Men tyskeren er med scoringen den spiller i europæisk sammenhæng, der har scoret flest mål nogensinde imod Barcelona. Den 32-årige tysker har nettet syv gange i seks kampe imod den catalanske klub. Det oplyser analysesiden OptaJoe på Twitter.
Müllers scoring til 1-0 blev startskuddet til en meget overbevisende Bayern-sejr på 3-0 på udebane, hvor Barcelona blev holdt helt fra fadet. Catalanerne blev ikke engang noteret for et skud på mål.
Klublegenden Müller, der har spillet for Bayern München hele karrieren, er noteret for 217 scoringer i Bayern-trøjen i 588 optrædener.