Salah afslører: Dette mål er særligt
I søndags scorede Mohamed Salah sit mål nummer 100 i Premier League. Den målfarlige egypter sætter mest pris på sit mål i sidste minut mod Manchester United.
Det er målet på Anfield mod Manchester United, Mohamed Salah peger på, da han af Liverpool FC’s hjemmeside bliver spurgt ind til yndlingsmålet blandt sine 100 Premier League-scoringer.
– Jeg kan ikke vælge. Der er nogle få, der er fine. Chelsea (målet, red.) var godt, men jeg tror, det, jeg er mest følelsesladet over, er det mod United (Manchester, red.) hjemme i det sidste minut. Den på udebane (mod Manchester United, red.) var også god, men jeg tror, den på hjemmebane var mit første mål mod United, og det var specielt, siger Salah.
Offensivspilleren er naturligvis svært tilfreds med de 100 mål i Premier League og håber fremtiden byder på flere mål i den bedste engelske række.
– Det er fantastisk at score for at hjælpe holdet. At score 100 mål i Premier League som kantspiller er noget, jeg er glad for og stolt af. Forhåbentlig kan jeg fortsætte på samme vis, siger Mohamed Salah.
Oveni milepælen med de 100 mål er Mohamed Salah også blevet udnævnt som bedste Liverpool-spiller i august af klubbens fans.