Iskold Haaland: Det er mit job
BVB Dortmund og Erling Haaland kom fint fra start i årets Champions League, da de på en svær udebane slog tyrkiske Besiktas med 1-2.
Erling Haaland havde forud for onsdag aftens kamp i Champions League mod tyrkiske Besiktas scoret 65 mål i 65 kampe for BVB Dortmund, så en scoring var en nødvendighed for at holde det pæne snit.
Med en scoring i første halvlegs overtid gjorde Haaland da også det, som han er købt til. Kampen endte med en 1-2-sejr til tyskerne.
– Jeg elsker Champions League og nyder at spille her. Jeg er målscorer – det er mit job, så jeg skal score mål, lød det på vanlig selvsikker vis fra normanden efter kampen.
Den norske målmager har foruden sine mange mål gjort sig bemærket på anden vis. Han er nemlig blevet lidt af en internet-sensation med sin meget markante måde at svare på journalisters spørgsmål, og igen onsdag aften leverede han på den front.
– Det var en hård kamp. Det var en vigtig sejr. Nu er jeg meget træt. Vi kæmpede og i sidste ende gik det godt, jeg er meget lykkelig for sejren, lød det fra nordmanden.
Erling Haaland skal forsøge at forsætte sit imponerende målsnit, når Dortmund i weekenden tager imod Union Berlin i Bundesligaen.