Ingvartsen: Jeg skiftede for at komme tættere på landsholdet
Marcus Ingvartsen skiftede i august Union Berlin ud med Mainz 05, og det er der en helt særlig grund til. I Mainz er Ingvartsen nemlig udset en plads som angriber, og det vil han udnytte til at komme på landsholdet frem mod VM i Qatar.
Marcus Ingvartsen ser sig selv som angriber, og det samme gør Bo Svensson og Kasper Hjulmand.
Netop dét synspunkt er grunden til, at Ingvartsen denne sommer lod sig udleje fra Union Berlin til Bo Svenssons Mainz-mandskab. I Berlin var det ellers blevet til masser af kampe, men kun yderst sjældent som angriber.
– Det er en drøm at komme til VM. Jeg tror på, at jeg har en bedre chance ved at spille angriber end ved at spille midtbannespiller. Jeg har talt med Kasper Hjulmand om det, han ser mig som angriber. Han kender mig fra FC Nordsjælland, og han kender mine kvaliteter helt fremme. Det er vi enige om, for min afslutningsevne er en af mine største styrker, siger Ingvartsen til Mainz’ hjemmeside.
I Mainz 05 blev det i weekenden til en særdeles godkendt debut, da han allerede efter 78 sekunder på banen kom på tavlen i Mainz’ 0-2-sejr over Hoffenheim. Ingvartsen kom på banen med et kvarter tilbage af kampen, hvor han overtog Jonathan Burkardts plads i angrebet, en plads han altså ikke rigtigt havde i Union Berlin.
– Jeg havde to rigtig gode år i Union med masser af spilletid, men jeg ville spille som angriber igen, forklarer Ingvartsen, hvis første målsætning er, at komme ind i Bo Svenssons startellever.
Union Berlin og Mainz blev den 30. august enige om en aftale, der sendte Ingvartsen fra hovedstaden og til Mainz på en etårig lejeaftale, mens 600.000 euro røg den modsatte vej. Hvis Mainz overlever i Bundesligaen, har klubben fra Frankfurt-forstaden en obligation på at købe Ingvartsen for omkring 2,4 millioner euro.