Fuldt hus i Parken: FCK-FCM er udsolgt
Når Superligaens nummer et og to mødes i topbraget på søndag bliver det foran et fyldt Parken.
F.C. København melder nemlig om udsolgt til kampen mod FC Midtjylland. Dermed bliver det i den bedst mulige kulisse, at førerholdet fra F.C. København skal forsøge at holde FC Midtjylland bag sig i stillingen.
Der er dog mulighed for at skrive sig på en venteliste, da der kan komme billetter retur fra FCK-partnere. Og derudover er der fortsat billetter, hvis man er FCM-fan og vil en tur i Parken.
Inden opgøret er F.C. København nummer et i Superligaen med 20 point efter otte kampe. Udeholdet fra FC Midtjylland bider københavnerne i haserne med 18 point efter samme antal kampe. Kampen spilles kl. 18.00 på søndag.