Danmark-bøddel fortsætter jordomrejse
Keisuke Honda har skiftet klub et hav af gange de seneste år. Denne gang skifter den japanske veteran, der var med til at sende Danmark hjem fra VM i 2010, til en litauisk klub.
35-årige Honda skifter til klubben FK Suduva, og når dermed op på sin klub nummer syv på lidt over fire år. Siden skiftet væk fra AC Milan i 2017, har japaneren med det afblegede hår spillet eksotiske steder som CF Pachuca i Mexico, Melbourne Victory i Australien, Vitesse Arnhem i Holland, Botafogo i Brasilien og Neftchi Baku i Aserbajdsjan.
De fleste danskere husker nok med gru japaneren for hans frisparksmål til 1-0 mod Danmark ved VM i Sydafrika i 2010. En kamp som skulle blive Danmarks sidste ved dette VM og sikrede Honda og Japan videre avancement fra gruppen.