Thomas Frank om sæsonstart: Ekstremt positivt
Thomas Frank og Brentford måtte i weekenden inkassere sæsonens første nederlag, men det ændrer ikke på, at sæsonstarten har været mere end godkendt for oprykkerne.
Det er blevet til fem point i sæsonens første fire kampe i Premier League for oprykkerne fra Brentford.
Holdets danske manager, Thomas Frank, er da også meget tilfreds med holdets start på tilværelsen som Premier League-mandskab, hvor det blandt andet blev til en sejr over Arsenal i debuten.
– Vi har stabile præstationer på et højt niveau. Arsenal-kampen vandt vi helt fair. I de sidste tre kampe synes jeg, at vi skulle have vundet, hvis der skulle findes en vinder set ud fra kampene og statistikkerne. Det er ekstremt positivt og noget, vi skal holde fast i resten af sæsonen, siger Thomas Frank til The Evening Standard.
Selvom de første fire kampe i det fine selskab altså har budt på fem point og en placering lige midt i tabellen, betyder det ikke, at Brentford endnu er i mål. Senest blev det da også til sæsonens første nederlag, da Brentford i overtiden måtte indkassere mod Brighton.
– Ja der er ting, som vi gerne vil forbedre. Både en smule i det offensive spil og en smule i det defensive spil, lyder det fra Thomas Frank, der dog ikke kommer ind på detaljer.
Brentfords næste opgave bliver på lørdag, hvor de skal på besøg i Birmingham hos Wolverhampton.