Dansk landsholdsspiller indskiftet, da Bologna spillede sig i top fire
Bologna vandt mandag aften med 1-0 hjemme på Stadio Renato Dall’Ara over Hellas Verona og spillede sig dermed i top fire i Serie A. Den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen blev skiftet ind i midten af anden halvleg.
Italienske Bologna har fået en god start på denne sæsons Serie A, hvor de inden mandagens opgør havde fået en sejr og en uafgjort i de to første kampe.
Mandagens kamp skulle blive endnu et godt resultat for italienerne, da de hjemme på Stadio Renato Dall’Ara vandt med 1-0 over Hellas Verona.
Andreas Skov Olsen, der i landsholdspausen fik spilletid i alle Danmarks tre VM-kvalifikationskampe, startede ude for det italienske mandsskab, men blev skiftet ind med lidt over 20 minutter tilbage af kampen.
Kampen blev afgjort i det 78. minut, hvor den svenske midtbanespiller Mattias Svanberg scorede kampens eneste mål.
Bologna er dermed efter de første tre kampe ubesejret i denne sæson, hvor det er blevet til to sejre og en enkelt uafgjort.
Den italienske klub lægger sig efter mandagens kamp op på en den delt fjerdeplads i tabellen sammen med Inter og Udinese, hvor alle tre hold har syv point.
Læs også: Everton sejrede og fortsatte perfekt sæsonstart under Rafael Benítez