Slip de uønskede spillere fri
En af de helt store mediehistorier i sommerens transfervindue har været, at Superligaen har solgt spillere for i omegnen af...
3F SuperligaenEn af de helt store mediehistorier i sommerens transfervindue har været, at Superligaen har solgt spillere for i omegnen af 600 millioner kroner. Transferpriser i omegnen af 100 millioner kroner er heller ikke længere et sjældent syn i Danmark og bevidner, at talentmassen og udlandets tro på danske spillere er intakt og opadgående.
En kæmpe succeshistorie for både spillere og klubber.
I den modsatte grøft finder vi dog de spillere, hvor der forelå et købstilbud, men hvor spilleren ikke kom afsted. Disse spillere kan groft sagt deles op i to grupper.
Den første gruppe, er dem der har gjort en forskel og spillet sig til interesse fra større klubber og ligaer, men som ikke kommer afsted – som oftest på grund af uenighed om transferpris eller fordi klubben ser spilleren som uundværlig i den kommende periode.
Som glimrende eksempler på disse ”ikke-transfers” i sommeren kan nævnes Erik Sviatchenko og Jonas Wind, hvor FC Midtjylland og F.C. Købehavn begge afslog tilbud. I den mere kuriøse afdeling har vi Brøndbys anfører, Andreas Maxsø, som øjensynligt blev offer for et trænerskifte og en ny træners manglende interesse i ham.
Helt efter bogen og en del af fodboldens markedsmekanismer, hvor det er op til spillerne at forhandle frikøbsklausuler ind i deres kontrakter, hvis de vil styrke mulighederne for at komme afsted.
I den anden gruppe af spillere, finder vi dem, som gerne ville være skiftet på grund af manglende spilletid og fremtidsudsigter. De søger derfor mere regelmæssig spilletid i andre klubber, der er klar til at give dem mere græs under fødderne. Scenariet burde umiddelbart være en ”no brainer” for alleparter, hvor et skifte gennemføres til alles tilfredshed.
Med et større blik for spilleren og mennesket bag – og et lidt mindre blik for økonomien – burde disse situationer kunne løses i fremtiden.
– Johan Absalonsen
Alligevel ser vi stadig i 2021 spillere i denne situation, som i det næste halve år er henlagt til bænken eller tribunen, selvom alle parter egentlig ønsker et skifte. Og svaret på denne kuriøse situation er selvfølgelig – økonomi!
Denne sommer var det Bryan Oviedo i FCK, der havde mulighed for at slutte karrieren af i barndomsklubben Saprissa i Costa Rica på en lejeaftale, men hvor uenighed om vilkårene for lejeaftalen resulterede i et strandet skifte til skade for alle tre parter.
En anden situation vi kunne læse om, var Sønderjyskes Julius Eskesen, som øjensynligt havde fået løbepas til et skifte, men hvor Sønderjyske, ud fra mediernes informationer, ikke kunne nå til enighed med Silkeborg om en transfer.
FCK havde nok håbet på at de kunne slippe helt for at betale Oviedos løn det resterende år af kontakten, og Sønderjyske havde måske overvurderet prisen på Julius Eskesen. Uanset hvad har den sælgende klub det største ansvar for at bringe et ansættelsesforhold med en spiller til ophør, på en fornuftig og hensigtsmæssig måde.
Med forbehold for detaljer jeg ikke kender, vil jeg vurdere, at den sælgende klub står i en dårligere situation, end hvis spillerne havde fået lov til at skifte klub.
FCK får ikke dækket en del af Bryan Oviedos løn, og Sønderjyske kan ikke forvente, at Julius Eskesen er mere værd til vinter, hvis han ikke får mere spilletid, end det har været tilfældet hidtil i sæsonen.
Men det vigtigste budskab er, at vi har med spillere og mennesker at gøre, som nu med stor sandsynlighed går ind i en halvsæson, hvor der ikke er de store perspektiver. Hvor klubberne direkte eller indirekte har tilkendegivet, at de ikke er en del af fremtidsstrategien i klubben.
Spillerne kan nu blot vente på at næste transfervindue åbner til vinter, så de forhåbentlig kan komme på græs igen et andet sted.
Med et større blik for spilleren og mennesket bag – og et lidt mindre blik for økonomien – burde disse situationer kunne løses i fremtiden.
Til alles bedste i øvrigt.
