
Martin Braithwaite ude i tre til fire måneder
Lokalreporter melder, at Martin Braithwaite står til en længere pause med en alvorlig knæskade. Han ventes ude i 3-4 måneder.

Den danske FC Barcelona- og landsholdsspiller Martin Braithwaite kan eftersigende se frem til en længere pause.
Den knæskade han har døjet med de seneste par uger, blev testet til søndagens Barcelona-træning. Danskeren døjer, ifølge en lokal reporter, med en bruskskade, som nu vurderes at holde ham ude de næste 3-4 måneder.
Det er den spanske journalist, Gerard Romero, fra RAC1, der bringer nyheden. Den bekræftes også af flere spanske medier – herunder det anerkendte sportsmedie AS, der henviser til selvsamme journalist.
Dermed misser danskeren de kommende måneder, som ellers byder på Champions League, VM-kvalifikationskampe og mange LaLiga-kampe.
Barcelona har efterfølgende udtalt sig til TV2 Sport omkring Braithwaites videre forløb:
– Der bliver lavet tests og undersøgelser i dag, og så bliver der truffet en endegyldig beslutning i morgen, hvor klubben også vil komme med en officiel udmelding om skadens omfang, siger Barcelonas pressechef, Xavi Guarte, til TV2 SPORT.
* Artiklen opdateres løbende. Campo.dk følger Braithwaites skadesituation tæt